16.000 ville have del i BygningspuljenBygningspuljen forventes at åbne for tilskud igen i andet halvår af 2022.

16.000 ville have del i Bygningspuljen

Energistyrelsen har lukket Bygningspuljen, efter der er modtaget ansøgninger for de 300 mio. kr., der var afsat i denne runde. Danskerne har helt efter planen vist særligt stor interesse for at udskifte deres naturgasfyr gennem tilskud til varmepumpe

Der er stadig stor interesse for at få tilskud til boligforbedringer, der sparer energi. På ca. to uger blev der søgt tilskud for mere end de 300 mio. kr., der var afsat til denne runde af Bygningspuljen. Derfor har Energistyrelsen nu lukket for ansøgninger.

Mindst 80 % af puljens midler var i denne runde øremærket til konvertering til varmepumper efter politisk ønske. Baggrunden for den ændrede øremærkning er afspejlet i ansøgningerne til denne runde, hvor der særligt ses en stor interesse for at udskifte naturgasfyr med en varmepumpe.

Andre tilskudsmuligheder
De boligejere, der ikke nåede at søge i denne runde, behøver dog ikke opgive håbet - de kan nemlig søge igen, når puljen åbner næste gang.

Det er også stadig muligt at benytte håndværkerfradraget, der giver mulighed for at trække arbejdsløn til energiforbedringer af boligen fra i skat. Men det er sidste chance, for det bliver afskaffet den 1. april i år.

Energistyrelsen har modtaget over 16.000 ansøgninger. Styrelsen er påbegyndt arbejdet med at behandle de modtagne ansøgninger til Bygningspuljen. Forventningen er, at langt de fleste ansøgere får tilskud til deres projekter.

Bygningspuljen

- Bygningspuljen udspringer af Energiaftalen 2018, og den skal medvirke til at skabe besparelser i energiforbruget i helårsboliger ved at give tilskud til boligforbedringer.
- Bygningspuljen har siden den første runde i 2020 givet tilsagn om tilskud til over 26.000 boligejere.
- I denne runde er der modtaget over 16.000 ansøgninger, der nu skal behandles. Det forventes, at langt de fleste ansøgere kan få tilskud.

-dc

30/3 2022