Isover
scroll
31-årig dansk ingeniør blåstemples som en af fremtidens grønne ledereJesper Stuhr Andersen har en M.Sc. i bæredygtig energi (termisk energi) fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Siden 2018 har han arbejdet på mere end 10 CO2-fangstprojekter i hele Europa.

31-årig dansk ingeniør blåstemples som en af fremtidens grønne ledere

Jesper Stuhr Andersen vinder i klima- og biodiversitetskategorien ved European Federation of Engineering Consultancy Associations’ Future Leaders-konkurrence for sit arbejde på et stort projekt inden for fangst og lagring af CO2 (CCS)

Siden 2020 har Jesper Stuhr Andersen støttet Europas største producent af vedvarende energi, Statkraft, i at udvikle et innovativt CCS-projekt ved deres forbrændingsanlæg i Trondheim, Norge.

Målet er at reducere udledningerne fra affaldet, der forbrændes på Heimdal Varmesentral, med 220.000 ton CO2 årligt, hvilket ville gøre anlægget klimapositivt – det vil sige, at det fjerner flere emissioner fra det globale kredsløb, end det udsender.

For sin indsats med at lede dette avancerede klimaprojekt vandt Jesper Stuhr Andersen, 31 år, torsdag Future Leader of the Year i Impact on Climate & Biodiversity-kategorien ved European Federation of Engineering Consultancy Associations’ årlige konference i Madrid, Spanien.

- Realiseringen af CCS-projekter er en omfattende, udfordrende og innovativ opgave, som kræver multidisciplinær koordinering, involvering af flere entreprenører og interne og eksterne interessenter, siger Bjørn Hølaas, direktør for CCUS hos Statkraft, og roser Jesper Stuhr Andersens ekspertise i en ung alder:

- Jesper forstår vores projekt og udfordringer, besidder fremragende kommunikationsevner og arbejder konsekvent på en yderst effektiv og struktureret måde, hvilket giver os sikkerhed i projektets kvalitet og ydelser.

- Når man tager Jespers alder i betragtning, er vi imponerede over hans tekniske niveau og hans evne til at lede et komplekst projekt og et team af ingeniører, der dækker mange forskellige discipliner, aldre og baggrunde.

Baner vejen for CCS i stor skala
Jesper Stuhr Andersen er stolt over at vinde prisen og håber, at erfaringerne fra Heimdal Varmesentral kan hjælpe CCS-industrien med at udvikle sig yderligere.

- I Europa er der næsten 500 forbrændingsanlæg, som i gennemsnit behandler omkring 200.000 ton affald årligt. Disse anlæg er afgørende for, at vores moderne samfund kan fungere, men udleder også betydelige mænger CO2. Disse udledninger kan reduceres med CO2-fangst og lagring, siger han.

- Jeg håber, at CCS-industrien kan lære af vores erfaringer og at det kan bane vejen til at opnå store CO2-reduktioner ved at genbruge projektformatet og ingeniørløsningerne på andre projekter, tilføjer han.

EFCA arbejder på at fremme den europæiske ingeniørrådgivningsindustri og har medlemmer på tværs af 28 europæiske lande. Kandidaterne til Future Leaders-konkurrencen blev udvalgt blandt de højest rangerede nationale bidrag fra EFCA's medlemsorganisationer.

Jesper Stuhr Andersen fik også en førsteplads i den danske konkurrence arrangeret af Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) i marts 2024.

-dc

27/5 2024