50 år: Lars Bigom, Sophienberg Ejendomsudvikling A/S
Lars Bigom, adm. direktør og partner i Sophienberg Ejendomsudvikling A/S , fylder 50 år fredag den 11. april
Lars Bigom har haft en lang, og alsidig karriere i byggebranchen, efter han dimitterede som civilingeniør fra DTU i 1989.Hans første job var hos Højgaard & Schultz som bygge- og projektleder fra 1990-93, hvorefter han blev udstationeret i Duisburg i Tyskland i to år i forbindelse med opførelsen af et stort butikscenter.
Efterfølgende beskæftigede han sig med projektudvikling i selskabet frem til 1997, hvorefter han skiftede til Skanska Danmark. Her varetog han bl. a. jobbet som divisionschef for den sjællandske byggedivision.
I 2002 blev Lars Bigom ansat som projektchef i Keops Development. Han blev siden afdelingsleder og efterfølgende udviklingsdirektør i selskabet, med ansvar for de danske projekter.
I 2007 valgte han at etablere Sophienberg Ejendomsudvikling i partnerskab med Niels K. Thygesen og Niels Krag. Selskabet har siden stået bag opførelsen af en række markante ejendomme i Storkøbenhavn som Taastrup Torv ved Taastrup station, Moes nye domicilejendom ved Buddinge Station i Gladsaxe og et kombineret butiks- og boligkompleks på Strandlodsvej på Amager.
Fødselsdagen fejres privat med familie og venner.
-los