AB18 kan true aktiviteten i byggesektoren

AB18 kan true aktiviteten i byggesektoren

AB18 er udtænkt i ’fredstid’ og tager derfor ikke højde for den nuværende situation med voldsomt stigende priser på eksempelvis byggematerialer

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Af et svar fra indenrigs- og boligministeren til Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre fremgår det, at Bolig- og Planstyrelsen skal følge den usædvanlige situation med stærkt stigende energi- og råvarepriserne med henblik på at oveveje initiativer.

Kristian Pihl Lorentzen havde peget på, at de stigende priser er en udfordring for blandt andre bygge og anlægsbranchen, og at branchens nuværende prisreguleringsmekanisme AB18 er udtænkt i ’fredstid’ og derfor ikke tager højde for den nuværende situation.

Han spørger, om en ’midlertidig justering af AB18 kan modvirke, at aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen sænkes unødigt, hvilket ellers kan have bl.a. arbejdsløshed til følge’.

Standardaftale
Ministeren henviser til, at AB 18 er en standardaftalevilkår for entreprisearbejder og derfor et ’privatretligt dokument’ udarbejdet af byggeriets parter:

- AB 18 finder alene anvendelse i det omfang, det er aftalt mellem parterne i en entrepriseaftale. Parterne kan derfor også aftale at anvende AB 18 med fravigelser. Fravigelserne kan indebære, at visse af bestemmelserne enten ikke skal gælde eller skal suppleres eller tilpasses den konkrete opgave, oplyses det.

Kan fraviges i særlige tilfælde
Byggeriets parter har selv deltaget i udvalgsarbejdet om den seneste revision af AB-systemet med det udgangspunkt, at AB-systemet skal kunne anvendes i sin helhed, så fravigelse fra AB-systemet kun sker i tilfælde, ’hvor fravigelse er velbegrundet og nødvendig for indgåelse af aftalen’:

- Visse særlige typer af bygge- eller anlægsopgaver kan erfaringsmæssigt kræve fravigelser fra AB-systemet, og sådanne fravigelser er derfor ikke usædvanlige. Det kan også gælde visse bygherrer, der er undergivet udbudsretlige regler, slutter svaret fra ministeren.

6/5 2022