Daloc
A.Enggaard får forbud mod at nedrive bevaringsværdig ejendom

A.Enggaard får forbud mod at nedrive bevaringsværdig ejendom

Aalborg Kommune har nedlagt et §14-forbud mod nedrivning af en bevaringsværdig ejendom på tæt på havnefronten. Forbuddet er rettet mod A. Enggaard

Aalborg Kommune har nedlagt et §14-forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Nyhavnsgade 6 tæt på havnefronten. Forbuddet er rettet mod A. Enggaard, der ejer ejendommen.

Bygningen ligger på et markant hjørne ved Fjordgade og vurderes at have både kulturhistorisk og arkitektonisk værdi. Ifølge kommunens forvaltning fortæller den historien om 1900-tallets havnemiljø og er et vigtigt element i bybilledet, skriver mediet Dansk Byudvikling.

Sagen begyndte i 2023, da A. Enggaard søgte om at opføre nyt byggeri på Fjordgade 23. Dengang blev projektet godkendt uden krav om en ny lokalplan, og nedrivning af ejendommen blev tilladt. I december 2024 udvidede udvikleren projektet til også at omfatte Nyhavnsgade 6 med henblik på at erstatte begge bygninger med nybyggeri.

Kommunen vurderer imidlertid, at ændringen vil påvirke bymiljøet væsentligt og derfor kræver en lokalplan. A. Enggaard har begrundet ønsket om nedrivning med bygningens dårlige stand, men kommunen mener, at skaderne kan udbedres og finder ikke, at der foreligger tilstrækkelig dokumentation for forfaldet.

På et møde den 30. oktober besluttede By- og Landskabsudvalget enstemmigt at nedlægge et §14-forbud, som midlertidigt beskytter bygningen.

– Forbuddet betyder, at vi nu igangsætter en lokalplanproces for området. Det sikrer, at bygningen ikke kan nedrives, mens vi fastlægger de fremtidige rammer, siger næstformand Tobias Bøgeskov (S).

Han understreger samtidig, at bevaringsværdige bygninger er en vigtig del af Aalborgs historie.
Et §14-forbud gælder i op til et år, og inden for den periode skal kommunen fremlægge et forslag til lokalplan. Forbuddet tinglyses på ejendommen og kan få økonomiske konsekvenser for ejeren, da planlagt byggeri sættes på pause.

Bygningen på Nyhavnsgade 6 deler ifølge forvaltningen arkitektoniske træk med naboejendommen Nyhavnsgade 4, og tilsammen udgør de et karakteristisk bymiljø, som kommunen ønsker at bevare.

A. Enggaard oplyser, at virksomheden “fortsat er i proces med projektet”.

-kis

5/11 2025