Aftale om grøn tunnel-teknik skal gøre Femern-tunellen til 'grøn transportkorridor'
Konsortiet Sice-Cobra skal i de kommende år stå for at installere elektriske installationer i Femern-tunellen, og det indebærer bl.a. løbende tilpasning af installationerne til fremtidens grønne teknologier
Femern-tunnelens elektriske indmad er en af de helt store opgaver på den 18 kilometer lange
tunnel til Tyskland. Efter en grundig udbudsproces har Femern A/S valgt at tildele kontrakten til
konsortiet Sice-Cobra med selskaber fra Spanien, USA, Sverige, New Zealand og Australien.
- Denne kontrakt er afgørende for vores ambition om, at Femern-tunnelen bliver fremtidens
grønne transportkorridor. Alle bydere på opgaven havde et højt niveau og levede op til vores
krav til ekspertise og kvalifikationer. Det valgte konsortium har dog afgivet det bedste tilbud i forhold til pris og kvalitet, siger Jens Ole Kaslund, der er teknisk direktør i Femern A/S.
Udbuddet blev igangsat primo 2021 med en prækvalifikation, og tre konsortier indgav deres forhandlingstilbud i november. På grund af et meget godt forhandlingstilbud fra SICE-Cobra besluttede Femern A/S at gå direkte til en tildeling af kontrakten. Generelt kvitterer Femern A/S for, at deltagerne i udbuddet som forventet har vist et højt niveau igennem processen.
En energieffektiv løsning
Sice-Cobra har de seneste år vundet adskillige kontrakter i Norden. I Sverige har man kontrakter ved Förbifart Stockholm, Stockholm Tunnelbana Nord og Syd samt Tingstadstunnelen i Gøteborg. I Norge vandt man sidste år opgaven med at implementere de elektriske installationer på 23 kilometer motorvej mellem Ranheim og Værnes inklusive samlet set 15 kilometer tunnelstrækninger.
Femern A/S har i kontrakterne stillet krav om en energieffektiv løsning og har således også lagt
særligt vægt på det i evalueringen af konsortiernes tilbud.
- Vi bygger en tunnel, der ikke alene er drevet af 100 % vedvarende energi, men som også udnytter den leverede strøm så effektivt som muligt. Totalentreprenøren skal både levere de rette tekniske løsninger frem mod åbningen i 2029 og tilpasse installationerne til fremtidens grønne teknologier, siger Jens Ole Kaslund.
Som ved de øvrige store kontrakter på Femern-projektet er det forventningen, at der vil blive
brug for et større antal underleverandører til konsortiet. Desuden er det et krav, at entreprenørerne ansætter lærlinge.
Sice-Cobra består af:
- Sociedad Ibérica de Construcciones Eléctricas, S.A. (Sice), Spanien
- Sice Tecnología y Sistemas, S.A., Spanien
- Cobra Instalaciones y Servicios S.A., Spanien
- Moncobra, S.A., Spanien
Støtteenheder:
- Cobra Instalaciones y Servicios Internacional, S.L., Spanien
- Sice Inc., USA
- Sice Nordics AB, Sverige
- Sice NZ Ltd., New Zealand
- Sice PTY Ltd., Australien
-dc