Alectia opruster med ny områdechef
Pr. 1. februar 2016 er Mia Manghezi ansat som ny områdechef for rådgivningsområdet i Byggeridivisionen
Som områdechef får Mia Manghezi ansvar for at udvikle Byggeridivisionens rådgivningsområde, som inkluderer bygherrerådgivning, byggeledelse, arbejdsmiljø-, brand- og akustikrådgivning. Hun bliver dermed en nøglespiller i udviklingen af Alectias position som en af Danmarks absolut førende rådgivere inden for byggeriet.Mia Manghezi kommer fra en stilling som udviklings- og byggechef i Lejerbo, hvor hun bl.a. har haft ansvar for ledelse og udvikling af Udviklings- og Byggeafdelingen såvel som Lejerbos nybyggeri og renovering i hele landet. Hun har været ansvarlig for den samlede byggeportefølje på ca. 1 mia. kr. om året og en pipeline på ca. 13 mia. kroner inden for både nybyggeri, renoveringsprojekter og helhedsplaner.
Før Lejerbo arbejdede Mia Manghezi i Københavns Kommune, heraf de sidste fire år som områdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen
- Mia Manghezi har et imponerende CV, et fantastisk drive og har skabt stærke resultater inden for forretningsudvikling, ledelse og byudvikling i sine tidligere jobs. Hendes indgående kendskab til kommunerne, den almene boligsektor og byggeriet generelt bliver en betydelig gevinst for både Alectia og vores kunder, siger divisionsdirektør Per Christensen i forbindelse med ansættelsen.
-los