Analyse er bump på vejen for fast Kattegatforbindelse
En fast Kattegatforbindelse alene med vej vil kunne finansieres i kombination med økonomien på Storebæltsforbindelsen en tilbagebetalingstid på kun 14 år
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Medierne har umiddelbart efter offentliggørelsen af forundersøgelsen af en fast forbindelse over Kattegat haft travlt med at lægge forbindelsen i graven.
Det skyldes udtalelser fra transportministeren og regeringens støttepartier, men læser man rapporten, er det svært at få øje på ret mange argumenter for, at projektet ikke gennemføres.
Der er gennemført en analyse af både vejforbindelse alene og en kombineret vej-jernbanebro.
Unødvendigt med jernbane
Tidligere har der været argumenteret for en vejbro alene, idet der til den tid, hvor en fast forbindelse ville stå færdig, vil være såvel busser som personbiler og lastbiler, der kun kører på vedvarende energi som eksempelvis brint eller el. Dermed er en jernbaneforbindelse overflødig.
Desuden vil det være muligt at etablere førerløse buslinier, der kan køre på motorvejsnettet og derved gøre en jernbaneforbindelse overflødig set med et kollektivt transportsynspunkt.
To timer i bil mellem København og Aarhus
Af rapporten over en vejforbindelse alene fremgår det blandt andet, at Kattegatforbindelsen har til formål at binde Øst- og Vestdanmark bedre sammen med store rejsetidsbesparelser for rejsende med bil.
Forbindelsen udgøres samlet set af cirka 40 kilometer kyst-kyst-forbindelse, samt cirka 50 kilometer motorvej på Sjælland, Samsø og i Jylland.
For eksempel vil det med en Kattegatforbindelse tage lidt over to timer i bil mellem København og Århus. Hertil kommer væsentlig afkortet rejsetid mellem Nord-, Midt- og Østjylland og Sjælland.
Terrorhandling på Storebælt vil koste dyrt
Forbindelsen vil føre til mindre omvejskørsel, men vil også medføre mere trafik, da forbindelsen skaber nye muligheder for pendling samt fritids- og erhvervskørsel. Forbindelsen vil samtidig øge forsyningssikkerheden mellem Øst- og Vestdanmark, der i dag er sårbar i tilfælde af større afbrydelser af Storebæltstrafikken – det kunne eksempelvis være en terrorhandling, der sprængte broen i luften:
- Hvis Storebæltsforbindelsen skulle blive afbrudt, vil det ikke være muligt at sikre den nødvendige kapacitet med færger. Tilsvarende gælder for en afbrydelse af Lillebæltsbroen. De samfundsøkonomiske omkostninger ved en afbrydelse af vejtrafikken over Storebælt i eksempelvis et år i 2035 er vurderet til cirka 19 milliarder kroner. Med en fast Kattegatforbindelse vil det blive reduceret til cirka 8 milliarder kroner, fremgår det af analysen
Negative konsekvenser
Af negative konsekvenser nævnes det, at en fast Kattegatforbindelse vil påvirke kultur-, natur og miljøforhold samt give støjpåvirkning i de områder, hvor den anlægges.
- Endvidere skaber projektet nogle væsentlige udfordringer for bæredygtigheden. Det gælder blandt andet påvirkning af natur- og miljøområder, støj m.m. og den betydelige mængde ressourcer, der nødvendigvis må indgå, hvis forbindelsen skal anlægges. En ren vejforbindelse vurderes samlet set (globalt) at udlede cirka 2,1 millioner tons CO2 i anlægsfasen, hvoraf cirka 0,8 millioner tons vil foregå i Danmark, ved anlæg af en hængebro mellem Sjælland og Samsø, lyder konklusionen.
Taksterne forbavsende lave
Der er regnet på en firesporet motorvej til 130 km/t. på land og 110 km/t over hav. Taksten for at køre over Kattegat er i beregningerne forudsat at være cirka 250 kroner for en personbil og cirka 1.140 kroner for en lastbil/sættevogn. Køretøjer med destination på Samsø betaler halv pris.
En Kattegatforbindelse forventes samtidig at afhjælpe de forventede, fremtidige trængselsudfordringer over Storebælt og Fyn og styrke forsyningssikkerheden mellem Vest- og Østdanmark.
I dag benytter næsten al godstransport og omkring 85 procent af personrejserne i øst-vest-trafikken Storebælt.
Positive gevinster står i kø
Vurderingen er desuden, at de direkte, indirekte og afledte arbejdskraftsbehov tilsammen medfører mellem 58.000 og 76.000 årsværk i anlægsperioden.
Når forbindelsen står færdig forventes forbindelsen blandt andet at skabe øgede produktivitetseffekter for virksomheder i Danmark.
Det skyldes:
- Gevinster for den øst-vestgående vej-gods transport, da virksomheder - primært dem der rejser mellem de nordlige dele af Jylland og Sjælland - forventes at opnå betydelige besparelser på grund af mindre omvejskørsel.
- Større arbejdskraftsopland nær forbindelsen. Det er overvejende arbejdstagere i den videns tunge sektor, samt specialiseret arbejdskraft, der forventes at benytte forbindelsen til pendling.
- Øget konkurrence og specialisering. Den bedre tilgængelighed medfører øget konkurrence, hvor de mest effektive virksomheder har en fordel. Den kan også give en øget specialisering, som følge af at virksomhederne kan være aktive på et større marked. Begge dele fører til øget produktivitet.
- Derudover forventes turismeerhverv at vokse i de områder, der bliver gjort mere tilgængelige med en Kattegatforbindelse.
Tilbagebetalingstid kun 14 år i kombination med Storebælt
Sund & Bælt har foretaget beregninger af, hvornår en Kattegatforbindelse kan være tilbagebetalt.
En vejforbindelse kunne tilbagebetales på 33 år, hvis forbindelsen etableres i et rent Kattegatselskab i Sund & Bælt-koncernen. Etableres forbindelsen i et Kattegatselskab med fuld medfinansiering fra Storebælt vil tilbagebetalingstiden da være 14 år.
Det vurderes, at selve anlægsfasen vil tage cirka 10 år. Herudover kommer forberedende aktiviteter som ekspropriationer, udbudsprocesser mv. Samlet set vurderes forbindelsen tidligst at kunne stå færdig cirka 15 år efter, at det besluttes at igangsætte en miljøkonsekvensvurdering og projektering.
Videre drøftelse
Transportminister Trine Bramsen konkluderer på baggrund af den foretagne forundersøgelse blandt andet, at forundersøgelsen af Kattegat IKKE giver ikke grundlag for at igangsætte projektet:
- Således vil der ikke blive iværksat konkrete anlægsaktiviteter. Der er politisk opbakning til videre drøftelse af igangsættelse af yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser, siger hun.
Et bump på vejen
Venstres ’Mr. Vej’, Kristian Pihl Lorentzen, afviser, at projektet er lagt i en mølpose. Han understreger, at Venstre fortsat overordnet er positiv overfor en fast Kattegatforbindelse, der vil binde Danmark sammen på en helt ny måde samt spare enorme mængder rejsetid:
- Vi ser frem til en proces på et års tid, hvor vi debatterer projektet internt i Venstre samt med mest berørte borgere. Vi hilser det velkomment, at regeringen lægger op til supplerende miljøundersøgelser, før der tages stilling til igangsætning af en omfattende miljøkonsekvensvurdering til én milliard kroner. Det må bare ikke blive en syltekrukke. Vi forventer, at forligskredsen senest i juni 2023 kan tage stilling til igangsætning af miljøkonsekvensvurdering baseret på et politisk godkendt kommissorium, herunder linieføring.
Venstre har endnu ikke taget stilling til, om vi ønsker både vej og bane over Kattegat, eller alene ren motorvejsforbindelse. Dermed har vi heller ikke taget stilling til eventuel finansiering i sammenhæng med Storebæltsforbindelsen. Men nu tager vi først debatten, siger han til BygTek.
Nedenstående link til analyserne: