- Arbejder du ikke med bæredygtighed, så eksisterer din virksomhed ikke længere
I byggebranchen er der stort fokus på både cirkulær økonomi og CO2. Men er investeringslysten til stede? Teknologisk Institut ser behov for opkvalificering af byggeriets aktører
Imens engrosvirksomheder og rådgivningsvirksomheder øgede deres grønne investeringer i 2023, har 20 % af bygge- og anlægsbranchen droslet ned for bæredygtighed. Det viser en analyse fra DI.
Den faldende investeringslyst bekymrer Lise Lyngfelt Molander, der er forretningschef for bæredygtighed på Teknologisk Institut, da netop byggeriet kommer til at blive mødt med helt andre krav end før:
– Det bliver 'license to operate' – eller sagt med andre ord: arbejder du ikke med bæredygtighed, så eksisterer din virksomhed ikke længere.
- Der er flere EU-direktiver under behandling, som kommer til at udfordre branchen, og hvis man vil være på forkant med dem - hvilket altid er både sjovest og mest givtigt at være - så er det nu, branchen skal rykke.
- Sidder man og venter, til direktiverne er implementerede, så er man allerede langt bagefter konkurrenterne, siger Lise Lyngfelt Molander.
Det store spørgsmål er, hvad der skal til for at flytte en branche, som ikke er kendt for at være den, der er allerhurtigst til at omstille sig. Også det har Lise Lyngfelt Molander et bud på.
– På byggepladserne og hos SMV’erne er det stadig efterspørgslen, der afgør, hvad den enkelte håndværksmester eller entreprenør laver på daglig basis.
- Og her handler det om rentestigninger, mangel på arbejdskraft, energikrise, og hvad der ellers er aktuelt og mærkbart i samfundet.
Derfor håber Lise Lyngfelt Molander, at 2024 bliver året, hvor hele branchen griber til handling ud i de domæner, hvor der også vil opstå et stort videns-gap, hvis ikke der investeres i opkvalificering nu:
– Vi skal passe på med de flotte ord, og i stedet skal vi have fokus på, hvordan 'Malermester Jensen' bliver berørt af krav om EPD’er, eller hvorfor 'Gitte', der er byggesagsbehandler i en mindre kommune, bør kende til LCA på et principielt pla, siger hun og peger på to områder, der skal mere fokus på.
– Det ene er, at branchen skal til at forholde sig til hele sin værdikæde.
- Det gør man f.eks. ved at vide, hvor kommer materialerne vi bygger med fra? Hvilke lande udvinder jern? Hvor bliver det forarbejdet henne? Hvordan bliver det bortskaffet? Kan det genbruges og hvordan?
- Og i hele værdikæden skal man vide, hvordan menneskerettighederne og arbejdstagerrettighederne har det.
- Det andet, der skal fokus på, er, at bæredygtighed er meget mere end klima. Branchen skal have styr på biodiversitet, forsuring og næringssaltsbelastning i det byggede miljø og det udenom, for det nytter ikke, at vi løser klimaudfordringerne, samtidig med at vi ødelægger biodiversiteten, siger Lise Lyngfelt Molander og tilføjer:
- Der skal tænkes på tværs af brancher og sektorer og vi skal samarbejde og lære af hinanden i langt større udstrækning end det vi gør i dag, siger Lise Lyngfelt Molander.
Netop viden og samarbejde er noget af det, som Teknologisk Institut har sat fokus på i en ny kursusrække, som Lise Lyngfelt Molander har været med til at udvikle.
- Vi skal starte et sted. Og et godt sted at sætte ind er via uddannelserne. Dem, der nyuddanner unge mennesker i branchen, men også efteruddannelse er essentielt, hvis vi skal i mål med grønnere løsninger og byggerier.
- Der skal fokus på, både hvad bæredygtighed er og på adfærden ude på pladsen, hvor der er en hel kultur, som skal ændres. Og så skal der mere viden ud om de materialer vi bygger med.
- Hvordan vælger vi mere bæredygtige materialer, hvad skal vi undgå, være opmærksomme på osv., siger Lise Lyngfelt Molander.
Hun opfordrer til, at alle virksomhedsledere sikrer, at deres medarbejdere bliver opkvalificeret løbende – med særligt fokus på den bæredygtige omstilling.
-dc