Arbejdstilsynet kommer: 2022 står i støvets og ergonomiens tegnAllerede fra marts begynder Arbejdstilsynet sine besøg hos de danske virksomheder.

Arbejdstilsynet kommer: 2022 står i støvets og ergonomiens tegn

Der kigges generelt bredt på arbejdsmiljøet, når Arbejdstilsynet lægger vejen forbi, men i år er der særlig fokus på støv og ergonomi. Læs tilsynets råd til, hvordan man slipper nemmest igennem et tilsynsbesøg

På uanmeldte tilsyn på byggepladserne sætter Arbejdstilsynet i 2022 fokus på støv og opgaver, hvor medarbejderne bærer og løfter tunge genstande. Under tilsynsbesøget kigges der som altid bredt på arbejdsmiljøet hos virksomhederne eksempelvis på risikoen for ulykker, fællesforanstaltninger på byggepladsen og bygherrens ansvar. Det er alle virksomheder på de byggepladser, Arbejdstilsynet besøger, der er omfattet af tilsynsindsatsen.

Tilsynsindsatsen vil køre i sammenhæng med det sædvanlige tilsyn på byggepladserne, Helhedsorienteret tilsyn (HOT). Det ekstra fokus på støv og ergonomi vil blive brugt på byggepladser, hvor der kan være problemer inden for de to områder.

Gode råd fra tilsynet
Støv er ofte en fast del af arbejdet på en byggeplads, men udsættelse for støv er farligt. Blandt andet fordi mange ikke tager udsættelse for støv alvorligt. Ofte mærkes de skadelige konsekvenser for kroppen først flere år efter, at byggeopgaven er udført.

Arbejdstilsynet anbefaler, at man sætter sug på alle maskiner, f.eks. save, boremaskiner og slibemaskiner. Samtidig bør virksomhederne jævnligt sørge for at støvsuge og aftørre overflader og huske at bruge en støvklasse H-støvsuger.

Man bør også sørge for at ventilere rummet, så det støv, der hænger i luften bliver fjernet,
og bruge maske som supplement, hvis støvet ikke kan fjernes helt med andre metoder.

Sådan foregår et tilsyn
På tilsynsbesøget kommer Arbejdstilsynet uanmeldt på byggepladsen, og tilsynet fokuserer på hele byggepladsen og de involverede virksomheder. Der føres eksempelvis også tilsyn med bygherrens pligter.

I indsatsen i 2022 vil der være særlig fokus på støv og ergonomi, men der kigges generelt bredt på arbejdsmiljøet.

Afhængig af de konstaterede arbejdsmiljøproblemer vil Arbejdstilsynet følge op med dialogmøder over for de enkelte virksomheder, deltage på sikkerhedsmøder e.l. på byggepladsen og dialogmøder med projekterende eller bygherren. Dialogmøderne kan derefter blive fulgt op af nye tilsyn, alt efter resultatet af møderne.

Sådan føres der tilsyn med støv
På tilsynsbesøget undersøges det, om:

- Der bruges de mest støvsvage arbejdsmetoder
- Der anvendes sug på maskinerne
- Arbejdsområderne holdes rene
- Der udføres støvende arbejde adskilt fra andet arbejde

På tilsynsbesøgene tjekkes det også, hvordan arbejdspladsen sikrer, at støv i fællesområderne bliver fjernet – eksempelvis ved at gøre det klart, hvem der har ansvar for rengøring mv. 

Ergonomisk arbejdsmiljø kan forebygge nedslidning
En god måde at mindske den fysiske belastning af medarbejderne, er ved at bruge egnede tekniske hjælpemidler til eksempelvis at løfte eller bære materialer.

Fysisk hårdt arbejde eller gentagende belastninger af kroppen kan med tiden give smerter i kroppen, hvilket er en af de hyppigste årsager til, at medarbejdere sygemeldes eller forlader arbejdsmarkedet før tid.

Arbejdsgiveren bør planlægge arbejdet, så der så vidt muligt bruges egnede tekniske hjælpemidler. Vakuumløftere, transportvogne, minikraner eller lignende kan hjælpe med at aflaste medarbejderne.

Hvis byggeopgaven er projekteret på en uhensigtsmæssig måde, kan det være svært at undgå tunge løft og bæring. Det kan eksempelvis være, hvis pladsen bliver for snæver til tekniske hjælpemidler. Tag det op med bygherren allerede i forbindelse med bud på opgaven.

Sådan føres der tilsyn med ergonomi
Arbejdstilsynet har særlig opmærksomhed på opgaver, hvor medarbejderne bærer og løfter tunge genstande. Tilsynet kigger bl.a. på, om:

- Der løftes og bæres tunge genstande som vinduer, gipsplader, fliser eller andre byggematerialer
- Der benytter egnede tekniske hjælpemidler, til at undgå tunge løft og bæring
- Medarbejderne har svært ved at undgå tunge løft og bæring pga. uhensigtsmæssig projektering eller manglende planlægning fra bygherren.

-dc

3/3 2022