Københavns Lufthavn og Aarsleff forlænger samarbejdet
Aarsleff har genvundet en flerårig rammeaftale med Københavns Lufthavne. Aftalen omfatter både planlagte anlægsprojekter og akutte opgaver, der skal sikre og udvikle lufthavnenes infrastruktur
Som hovedentreprenør skal Aarsleff udføre en bred vifte af opgaver, der skal sikre, vedligeholde og udvikle infrastrukturen i Københavns Lufthavn og Roskilde Lufthavn i de kommende år.
Arbejderne omfatter blandt andet renovering og etablering af belægninger, afvandings- og forsyningsanlæg, betonarbejder, ledningsomlægninger, nedrivningsarbejder samt anlægsarbejder på lufthavnenes tekniske infrastrukturanlæg.
Lufthavne er blandt samfundets mest komplekse infrastrukturanlæg, hvor sikkerhed, logistik og drift skal gå hånd i hånd. En stor del af de kommende arbejder skal udføres, mens lufthavnene er i fuld drift, hvilket stiller særlige krav til planlægning, koordinering og effektiv udførelse.
Aarsleff skal derfor bidrage til både den løbende vedligeholdelse og den fortsatte udvikling af de anlæg og faciliteter, som er afgørende for den daglige drift af lufthavnene i København og Roskilde.
Rammeaftalen løber fra 2027 til 2031 med mulighed for forlængelse i op til tre år og viderefører dermed et mangeårigt og tæt samarbejde mellem Aarsleff og Københavns Lufthavn.
- Vi er glade for den tillid, som Københavns Lufthavn endnu engang har vist os. Aftalen er en anerkendelse af vores erfaring med at gennemføre komplekse anlægsprojekter i miljøer, hvor driften skal fortsætte uforstyrret.
- Opgaverne spænder bredt og giver os mulighed for at bringe kompetencer fra flere dele af Aarsleff-koncernen i spil, så vi kan levere effektive og tværfaglige løsninger til et af Nordens vigtigste infrastrukturelle knudepunkter, siger Jes Hedegaard Andersen, afdelingsdirektør i Aarsleff.
-dc