Asbest i hele bygningen

Asbest i hele bygningen

Mange tror, at asbest kun forekommer i tagplader på huse, men alt fra isolering til gulve og vægbeklædninger kan have spor af de sundhedsskadelige fibre

Asbests brandsikrende og forstærkerende egenskaber gjorde det til fortidens vidundermiddel. Inden for byggeri har asbest været anvendt til armering i beton eller som fliseklæb i badeværelser, da det ikke nedbrydes ved fugtpåvirkninger. Det er derfor ikke ualmindeligt at støde på asbest i ældre bygningsdele under renovering, og en tommelfingerregel lyder, at bygninger fra før 1986 er særligt tilbøjelige til at indeholde materialer med asbest.

Kemiingeniør og miljørådgiver Jytte Vestergård Jensen fra OBH-Gruppen Rådgivende Ingeniører arbejder med bygningsundersøgelser og fremhæver især ét problemfelt, hvor folk ofte bliver overraskerede over forekomsten af asbest:

- Klæbematerialet, der sidder på bagsiden af badeværelsesklinker og gulvfliser, indeholder ofte asbest i gamle ejendomme. Hvis man først begynder at brække fliserne op, er det stort set umuligt at undgå, at asbeststøvet bliver frigivet til luften.

Pas på isoleringen
Faren ved asbest opstår, hvis der går hul på et materiale, der indeholder asbest. F.eks. hvis badeværelsesflisen knækker eller gammel rørisolering rives itu. Går der først hul på materialet, kan støv frigives, og det er netop asbeststøvet, der er farligt. Støvet indeholder mineraler, der er så små og tynde, at de ved indånding kan trænge ind i de allerfineste forgreninger af lungerne, hvor de kan hobe sig op.

Laboratoriechef, Mads Peacock fra OBH-Gruppen Rådgivende Ingeniører, oplever ofte at folk, der efter at have kastet sig ud i et renoveringsprojekt har fået sig en farlig overraskelse:

- Et renoveringsarbejde i en kælder med asbestholdig rørisolering kan frigive asbeststøv til luften, hvis ikke isoleringen håndteres korrekt, og desværre har støvet i luften det med at brede sig til resten af ejendommen, hvor det vil forurene indeklimaet, fortæller Mads Peacock.

Vær opmærksom
Opfordringen fra både Jytte Vestergård Jensen og Mads Peacock lyder, at man bør orientere sig om risikoområderne i sit hjem, før man begynder en renovering. En simpel googlesøgning kan hjælpe til at tage de nødvendige forholdsregler, påpeger de.

- Vær opmærksom på, hvad du udsætter dig selv for, og sæt dig ind i, hvad det er for materialer og risici, du potentielt arbejder med af hensyn til dig selv og dit indeklima, siger Mads Peacock og anbefaler, at man benytter sig af en rådgiver, hvis man har en bygning, som man mistænker for at have asbest. En rådgiver har den bygtekniske viden, som kræves for at finde de bygningsdele, der kan indeholde asbest.

-kj

6/3 2018