Bankerne strammer grebet om virksomhedernes kreditter

Bankerne strammer grebet om virksomhedernes kreditter

Ifølge en analyse fra SMVdanmark kan især de mindre virksomheder se frem til de kommende måneder at mærke, at bankerne holder sig markant tilbage fra at give lån

Af Dan Bjerring
Christiansborg

En ny analyse fra SMVdanmark viser, at bankernes kreditpolitik nu bliver strammet i et omfang, der ikke er set i 15 år. Man skal helt tilbage til finanskrisen omkring 2007-2008 for at finde mere tilbageholdende banker.

Og det bekymrer økonom i SMVdanmark, Lasse Lundqvist, der kalder det ’ærgerligt’, hvis mindre, sunde virksomheder bremses i deres investeringsplaner:

- Virksomhedsejerne skal for alvor pudse de gode argumenter af og helst medbringe sikkerhed i form af hus og bil, hvis de vil have bankerne til at hjælpe med kapital de kommende måneder, siger han.

Har brug for bankens hjælp
Han peger også på, at det er problematisk, at kreditpolitikken strammes i en tid, hvor mange virksomheder har økonomiske udfordringer og har brug for bankens hjælp:

- Det er især bankernes syn på risikoen ved at låne ud, der får dem til at stramme op. Det vil sige, at bankerne frygter, at virksomhederne ikke kan betale hele eller dele af lånet tilbage, forklarer Lasse Lundqvist.

Samtidigt viser analysen, at villigheden til at tage chancen, risikoen og satse på, at virksomhederne alligevel nok kan klare den, er rekordlav:

- Vi vil som sådan ikke blande os i bankernes forretningsplaner, og de må jo selv vurdere, hvor langt de tør gå. Men timingen er ikke god, siger økonomen.

Midlertidig krise
Han noterer samtidig, at det er i situationer, som Danmark lige nu befinder sig i, at bankerne kunne rækker hånden ud og hjælpe ikke mindst de mindre virksomheder gennem en periode, ’der trods alt forventes at være midlertidig’:

- Alle sejl er jo sat for at nedbringe inflationen, og energipriserne vil nok også finde et lavere, varigt leje, siger Lasse Lundqvist.

Baggrunden for analysen er bankernes egne indberetninger til Nationalbanken. Her svarer bankerne på, hvordan de selv vurderer deres egen udlånspolitik og forventninger til nedskrivninger og tab på kunderne. Det giver en score, der viser, om det generelt er blevet nemmere ellers sværere for kunderne.

Samtidig oplever flere og flere SMV’er, at deres kunder kræver længere betalingsfrister. Samtidig presses flere virksomheder af stigende omkostninger fra energi, råvarer og en købekraft der er sendt helt i bund

20/1 2023