Barslund går konkurs
470 medarbejdere skal sandsynligvis finde sig en ny arbejdsgiver, efter en af landets største entreprenører mandag måtte dreje nøglen om
Byggefirmaet Barslund, der er en af de største jordentreprenører i Danmark, er gået konkurs.
Det oplyste det nordsjællandske firma ifølge Ritzau mandag på LinkedIn.
- Det er med stort vemod, at vi må meddele, at Barslund per dags dato er erklæret konkurs, skriver virksomheden på det sociale medie.
Barslund er grundlagt i 1980 og er en familieejet virksomhed. Konkursen betyder, at cirka 470 medarbejdere sandsynligvis skal finde nyt arbejde. Et fejlslagent svensk motorvejsprojekt har efter alt at dømme været en væsentlig årsag til de økonomiske problemer, og de seneste to år har Barslund samlet tabt næsten en kvart milliard kroner.
Med velvilje fra flere banker har Barslunds ledelse forsøgt til det sidste at redde virksomheden med en større strategiplan. Men altså forgæves. Man forsøger dog stadig at finde en løsning for de mange medarbejdere og åbne byggesager:
- Der arbejdes på højtryk for at finde en løsning, således at byggesager og medarbejdere kan fortsætte i et nyt regi. Indtil da vil al aktivitet på byggepladserne være sat på standby, skriver Barslund på LinkedIn.
-dc