Begrænset interesse for Erhvervspuljen
Der var afsat 225 mio. kr. i første runde af erhvervspuljen, men Energistyrelsen har kun modtaget ansøgninger for 37 mio. kr. og vil nu se på, om ordningen kan gøres mere attraktiv for virksomhederne
Første ansøgningsrunde i 2022 i Erhvervspuljen var åben for ansøgninger fra den 4. januar til den 18. januar. I runden var der afsat 225 mio. kr., hvoraf der er ansøgt for knap 37 mio. kr. fordelt på 126 ansøgninger. Det er en nedgang sammenlignet med den sidste ansøgningsrunde i 2021, hvor Energistyrelsen modtog ansøgninger for ca. 126 mio. kr. Den samlede tilsagnsramme for året er knap 600 mio. kr.
Erhvervspuljen understøtter private virksomheders grønne omstilling ved at give tilskud til projekter, der reducerer energiforbruget. Det kan eksempelvis være omstillingen af gamle olie- og gaskedler med nye varmepumper, der kører på grøn strøm.
Energistyrelsen har løbende gennemført justeringer af puljen for at sikre, at puljen er tilstrækkeligt attraktiv for virksomhederne. Den øvre grænse for projekternes tilbagebetalingstid er bl.a. fjernet, ligesom informationsindsatsen er styrket.
Vil gøre ordningen mere attraktiv
Disse justeringer har dog endnu ikke haft tilstrækkelig effekt, fortæller vicedirektør i Energistyrelsen, Stine Leth Rasmussen:
- Til trods for de nylige justeringer ser vi desværre en mindre interesse for Erhvervspuljen i første ansøgningsrunde 2022 end ved sidste ansøgningsrunde i 2021. Vi vil derfor styrke vores løbende dialog med erhvervslivet om at afsøge, hvad der skal til for at gøre ordningen mere attraktiv for virksomhederne inden for de politisk aftalte rammer, så Erhvervspuljen kan indfri de forventede energi- og CO2-besparelser.
Ansøgerne har nu frem til 15. marts til at indsende en endelig ansøgning.
Erhvervspuljen
Erhvervspuljen er en tilskudspulje til energieffektivisering i virksomheder, der skal sikre grøn omstilling og effektivisering af virksomhedernes energiforbrug. Puljen er på i alt ca. 3,9 mia. kr. og løber fra 2020 til 2029. De nærmere tidsfrister for ansøgningsrunderne i 2021 meldes ud løbende.
Læs mere om puljen på: www.ens.dk/erhvervstilskud eller på https://sparenergi.dk/erhverv/vaerktojer/tilskud.