Bobler til alle: Ingeniørvirksomhed når rund milepæl
Moe har rundet 1000 medarbejder, og det fejrer den rådgivende ingeniørvirksomhed ved at flytte i nye lokalker i Odense og med champagne til alle ansatte
På et landsdækkende medarbejderinformationsmøde onsdag d. 10. november fik hver eneste medarbejder i Moe udleveret en flaske bobler. Der er nemlig tradition for, at det skal fejres, når medarbejderantallet når en ny milepæl. De 1000 medarbejdere markerer, at virksomheden siden 2015 er vokset til dobbelt størrelse.
Moe har samtidig skrevet under på et nyt kontor i Odense, og det er et helt naturligt skridt, påpeger Kasper Munk Andersen, der er divisionschef for Moe Syddanmark:
- Vi har længe løst projekter på Fyn, men vi vil gerne tættere på vores kunder, projekter og ikke mindst vores fremtidige kolleger. Odense er en by i udvikling, og hvert år udklækker Syddansk Universitet også en masse nye ingeniører.
Nærhedsprincippet er vigtigt
Moe Syddanmark har base i Fredericia og divisionen får nu endnu et kontor med adresse på Wichmandsgade 5 i hjertet af Odense. Ifølge administrerende direktør, Christian Listov-Saabye, giver det god mening at fejre de 1000 medarbejdere i Danmark og samtidigt markere et nyt regionalt kontor.
- Vi er blevet en stor multidisciplinær virksomhed, og som en del af Artelia Group kan vi trække på et globalt netværk af 6100 medarbejdere. Det er vigtigt for vores kunder at have adgang til den ekspertise, men det er lige så vigtigt at vi følger nærhedsprincippet – tæt på kunderne og på medarbejderne. For udover faglighed handler den gode rådgivning om nærvær, tillid og personlige relationer. Derfor siger vi gerne, at vi er en lille virksomhed med mange medarbejdere. Det skal forstås sådan, at vi har bibeholdt en række af de kvaliteter, der er ved at være en mindre virksomhed, og samtidig udnytter vi de styrker, der er i at være blandt de største inden for vores felt. Så vi holder fast i nærhedsprincippet og er tæt på både kunder og medarbejdere. Det er vigtigt for os, at kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere møder fleksibilitet, korte beslutningsveje og høj faglighed. Nu også i Odense, Udtaler Christian Listov-Saabye.
-dc