Boligforening vælger vinyl i stedet for trægulve
Under et større renoveringsprojekt har boligforeningen Alabu valgt at lægge vinylgulve i 144 boliger ved Grønlands Torv i Aalborg. Begrundelsen er, at vinylen er mere slidstærk end trægulve og nem at vedligeholde
På Grønlands Torv i Aalborg er NCC i fuld gang med en gennemgribende renovering af 144 boliger for Alabu Bolig. Det store renoveringsprojekt, som er forhåndsgodkendt til en DGNB Sølv-certificering, foregår over fire etaper, og nu har projektet rundet en vigtig milepæl, da de første genhusede beboere netop er flyttet tilbage ind i de første boliger.
I forbindelse med renoveringen får samtlige lejeboliger nye gulve, og her faldt valget af leverandør på Timberman, der samlet set skal levere i alt 10.000 kvadratmeter vinylgulve af mærket Novego til projektet. Timberman glæder sig over, at NCC har valgt netop Novego som løsning, hvilket underbygger en aktuel trend, hvor ikke mindst boligforeninger fokuserer mere og mere på løsninger, der gør den daglige drift af udlejningsejendomme nemmere og billigere:
- Vi er rigtig glade for at være leverandør til endnu et stort renoveringsprojekt. Generelt oplever vi, at mange almene boligforeninger vælger Novego-vinylgulve som et alternativ til træ eller laminat, der historisk set har været den foretrukne løsning til almene boliger. Hos Timberman har vi gennem mange år udviklet Novego-gulvene i både design og funktion, så man både får et slidstærkt og vedligeholdelsesnemt gulv, der ikke går på kompromis med et eksklusivt udseende, lyder det fra projektkonsulent hos Timberman, Alex B. Jørgensen.
Mindre slid og vedligehold
Oprindeligt var det planen, at der skulle lægges trægulve i de 144 boliger, men efter et besøg i Timbermans showroom i Hadsund endte boligforeningen i samråd med entreprenøren i stedet med at vælge vinylgulvene.
- I lejeboliger bliver gulvene som udgangspunkt slidt mere, og det var også derfor, at Novego-vinylgulv fra Timberman kom ind i billedet, da det er et meget slidstærkt gulv, som er mere modstandsdygtigt over for eksempelvis slag og spildt vand. Ligeledes har vedligehold været af afgørende betydning for bygherren, da det skal være nemt for beboerne at rengøre og pleje gulvene, mens de bor der, så de har flotte gulve i mange år, siger projektchef hos NCC Danmark, Daniel Hoffmann Kusk.
De nye vinylgulve fra Timberman monteres som led i en totalrenovering, der blandt andet også omfatter renovering af tag, klimaskærm, installationer, udearealer samt indre renovering, og hos Alabu Bolig er man indtil videre godt tilfredse med resultatet:
- Vi er rigtig glade for de første færdigrenoverede boliger, som fremstår lyse, moderne og attraktive – og vi oplever, at beboerne har det på samme måde, lyder det fra Thomas Jung Pedersen, som er projektleder hos Alabu Bolig, og han tilføjer:
- Det særlige ved lejeboligerne her er netop også, at vi kommer til at gå fra kun at have tre- og fire-værelsesboliger i afdelingen til også at have to- og fem-værelsesboliger, som vil betyde, at vi tiltrækker flere typer af beboere og således får en bredere beboersammensætning. Derfor skal eksempelvis gulvene både passe til mange forskellige præferencer udseendemæssigt og være yderst praktiske, da boligerne kommer til at huse såvel børnefamilier som pensionister og studerende.
Om projektet
Bygherre: Alabu Bolig
Arkitekt: Arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører A/S
Totalentreprenør: NCC Danmark A/S – Byggeri Vest, Nord
Gulvleverandør: Timberman i samarbejde med Jul Nielsen Entreprise
Størrelse: 10.000 kvadratmeter samlet set
-tmk