Boligmangel truer i populære byområder
Rekordmange danskere flytter til en ny kommune, og i mere end hvert tredje tilfælde går turen til en af Danmarks 10 mest populære kommuner, men her bliver der bygget alt for lidt, viser ny analyse
Flere end 300.000 danskere flyttede sidste år til en ny kommune, og den stigende mobilitet på boligmarkedet kommer i høj grad landets mest populære byområder til gavn i form af massiv tilflytning.Alene næste år ventes indbyggerantallet i København at vokse med mere end 20.300 personer og lignende tendenser kan ses i andre af landets store byområder. Men især i Københavnsområdet er udbygningen af boligkapaciteten helt ude af trit med den stigende mobilitet og urbanisering på boligmarkedet, viser ny analyse fra byggevirksomheden Cembrit, der sammen med erhvervsorganisationen Dansk Byggeri peger på flere års efterslæb med at udbygge boligkapaciteten i de største byområder.
- De største byområder har en stor tiltrækningskraft på os, og det har vi i årevis forsømt at imødekomme i vores boligbyggeri. Og 2015 bliver endnu et år, hvor problemet vokser, fordi der stadig bliver bygget for lidt, og fordi der er udsigt til fortsat massiv urbanisering i de kommende år, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Maria Schougaard Berntsen.
Risiko for priseksplosion
- Vi er nødt til at tage de spæde advarselstegn om boligmangel alvorligt, hvis vi skal undgå overophedning af boligmarkedet. Det tager tid fra spaden sættes i jorden, og til boligen står færdig, og byggetempoet skal altså accelerere kraftigt, hvis vi skal nå et niveau, der står mål med efterspørgslen, fortsætter hun.
Maria Schougaard Berntsen peger blandt andet på, at udflytningen af statslige arbejdspladser fra København efterlader en del tomme kontorlokaler, som oplagt kan omdannes til boliger og dermed bidrage til at løse en del af udfordringerne med boligmangel i Københavnsområdet.
Dækker kun 1/3 af behovet
Dansk Byggeri forventer, at det samlede boligbyggeri i 2015 når op på niveauet 13.000 nye boliger. Det er en anelse over bundrekorden på godt 10.000 boliger i 2009, men stadig langt under det historiske gennemsnit, der ligger på knap 20.000 nye boliger om året.
Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse af nybyggeriet fordeler det sig geografisk sådan, at 28 procent sker i Københavnsområdet. Og med den forventede tilflytning i 2016 svarer det til en enkelt ny bolig for hver gang, der kommer 5,5 nye indbyggere til området. Dertil kommer, at længere levealder, flere singler og løbende nedrivning af den dårligste del af boligmassen kun gør problemet større, påpeger Cembrit og Dansk Byggeri.
- Når vi tager alle forhold i betragtning, skal byggetempoet alene i Københavnsområdet op på 10.000 nye boliger om året for, at udbud og efterspørgsel hænger sammen. Dermed dækker det eksisterende nybyggeri kun omkring 1/3 af det reelle behov, understreger Maria Schougaard Berntsen.
Klart mønster
I Cembrit, der er landets største leverandør af fibercement til tag og facade, mærker administrerende direktør Mogens Fisker tydeligt, at den øgede mobilitet på boligmarkedet får os til at stille nye krav til boliger og byggematerialer.
- Vi oplever, at efterhånden som flere af os får let adgang til byen og prioriterer byens mange tilbud, så stiger interessen for de byggematerialer, der ikke kræver en hel masse vedligehold. Den udvikling skal vi som producent af byggematerialer naturligvis tilpasse os, og derfor har vi fokus på at tilbyde et bredt produktudvalg, der kræver et minimum af vedligehold og giver mest mulig tid til at nyde byens tilbud, forklarer Mogens Fisker.
-jhn