En milliard pensionskroner sponsorerer opførelsen af studieboliger i hovedstaden
Frem mod 2030 vil CPH Village og AkademikerPension opføre 2000 studieboliger med en husleje under markedsniveauet for sammenlignelige private studieboliger i København
Det skal være lettere at finde en betalbar bolig, når man begynder på en videregående uddannelse i København.
Det mener AkademikerPension, der nu sammen med CPH Village investerer et milliardbeløb i nye studieboliger i hovedstaden. Partnerskabet kan frem mod 2030 skabe op mod 2000 nye boliger målrettet studerende.
For AkademikerPension handler investeringen både om at skabe et attraktivt afkast til medlemmerne og om at være med til at løse en konkret samfundsudfordring.
- Betalbare studieboliger er et presserende behov i København, og derfor er vi virkelig stolte over at kunne være med til at gøre en reel forskel for tusindvis af studerende i de kommende år. Som akademikere har vores medlemmer jo selv stået i situationen som studerende og skullet finde et sted at bo.
- Jeg tror derfor, mange vil glæde sig over, at deres pensionsopsparing både kan give et fornuftigt afkast og samtidig være med til at løfte et vigtigt samfundsansvar, siger Jens Munch Holst, administrerende direktør i AkademikerPension.
Partnerskabet er samtidig et eksempel på, hvordan pensionsopsparernes kapital kan være med til at løse nogle af de udfordringer, som samfundet står over for.
Tal fra Københavns Kommune viser, at der er 61.000 studerende mellem 20 og 29 år mod 26.000 ungdomsboliger.
AkademikerPension har de seneste år øget sine investeringer i ejendomme, og boliger fylder stadig mere i porteføljen.
Med partnerskabet med CPH Village får pensionskassen mulighed for at investere i boliger, der både er attraktive for medlemmernes pensionsopsparing og kan gøre en konkret forskel for unge i København.
- Vi vil gerne investere ansvarligt og langsigtet. Det betyder også, at vi ser på, hvordan vores investeringer kan bidrage positivt til det samfund, vores medlemmer er en del af.
- Her får vi mulighed for at kombinere et attraktivt investeringsprojekt med løsningen på et meget konkret boligproblem, siger Søren Møller-Larsson, ejendomschef i AkademikerPension.
Det første projekt i partnerskabet bliver etableret i Fiskerihavnen i Nordhavn med forventet indflytning i foråret 2028.
Boligerne bliver opført som modulære studieboliger, der er forbeholdt studerende, og huslejen vil fortsat ligge under markedsniveauet for sammenlignelige private studieboliger i København.
Boligerne bliver typisk placeret i Københavns perspektivområder, hvor traditionelt byggeri ofte ikke er muligt. Samtidig opføres de med træmoduler og andre lavemissionsløsninger med ambitionen om et CO2-aftryk blandt de laveste i dansk nybyggeri.
En anden fordel ved den modulære byggemetode er, at boligerne senere kan flyttes eller indgå som en del af udviklingen af permanente almene boliger.
CPH Village har siden 2018 etableret omkring 1000 studieboliger i København og driver i dag fem studielandsbyer i hovedstaden.
Ifølge CPH Village har erfaringerne vist, at modellen kan tilbyde studerende betalbare boliger og samtidig skabe attraktive rammer for fællesskab.
- Det er et stærkt partnerskab, fordi vi kombinerer vores erfaring med studieboliger med den langsigtede kapital, der skal til for at bygge mange flere boliger, siger Frederik Noltenius Busck, co-CEO i CPH Village.
Behovet for flere boliger er stort. Regeringen har med Boligplan 2030 sat et mål om mindst 4000 nye studie- og ungdomsboliger frem mod 2030.
Med den nye aftale vurderer AkademikerPension og CPH Village, at de tilsammen har både kapitalen, erfaringen og kapaciteten til at levere en væsentlig del af de boliger, der efterspørges.
- Vi ved, at behovet er der, og vi ved også, at løsningen virker. Nu handler det om at få projekterne realiseret. Vi har kapitalen og kapaciteten til at være med til at levere tusindvis af betalbare boliger til studerende i de kommende år, siger Frederik Noltenius Busck.
AkademikerPension og CPH Village opfordrer derfor staten, Københavns Kommune, grundejere og øvrige boligaktører til at samarbejde om at få flere projekter hurtigt fra idé til virkelighed.
-dc