Aktuelle nyheder - Byggeri

Boligmarkedet igen på vej i den rigtige retningTabellen viser, hvor mange boliger der er blevet solgt i uge 2 i 2023 og uge 3 i årene 2021, 2022, 2023 samt i gennemsnit i 2015-2019.(Boligsiden)

Boligmarkedet igen på vej i den rigtige retning

Der kom i sidste uge flere nye boliger til salg og blev solgt flere boliger sammenlignet med ugen forinden. Dog ligger niveauet fortsat lavere end de seneste år

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Meget tyder ifølge Boligsioden.dk på, at boligmarkedet så småt begynder med at komme op i omdrejninger. Der blev i alt solgt 1.214 boliger i sidste uge (uge 3) - 223 flere bolighandler end ugen inden.

Samtidig kom 1.585 nye boliger til salg i uge 3 - 230 flere, end der blev sat til salg ugen før.
Ifølge boligøkonom Birgit Daetz peger de seneste ugetal på, at boligmarkedet så småt er på vej ud af det lave gear, der har gjort sig gældende de seneste uger.

Helt efter drejebogen
Dansk Industris boligøkonom, Bo Sandberg siger i en kommentar til tallene fra ’Boligsiden’, at det er kendetegnende for boligmarkedet, at både købere og sælgere ser tiden an:

- Det går både ud over handelsaktiviteten og det antal boliger, der er at vælge imellem, siger Bo Sandberg.

Han kalder udviklingen ’helt efter drejebogen’, når det først er et stykke ind i januar, at boligmarkedet vågner op af nytårsdvalen.

Således steg antallet af bolighandler da også fra 991 i uge 2 til 1214 solgte boliger i uge 3. Men sammenlignet med en længere og mere ’normal’ periode på boligmarkedet før corona, ligger handelstallene i uge 3 i 2023 11 procent lavere end gennemsnittet for 2015-2019.

Efterspørgsel faldet markant
Han peger på, at situationen er den, at efterspørgslen er faldet markant, og det trækker priserne med sig ned:

- Men ikke nok med det. Der er også i markedet en forventning om fortsat prisfald, hvilket i sig selv dæmper efterspørgslen yderligere. Den gode nyhed er dog, at renterne nu ikke længere kun bevæger sig i én retning, opad. Tværtimod er boliglån på fire procent eller fem procent fast rente nu på vej tilbage i takt med, at centralbankerne har sænket tempo og aggressivitet i renteforhøjelserne, og markederne venter, at denne tendens fortsætter. Det trækker en smule i positiv retning for familier, der står foran at skulle finansiere køb af ny bolig, siger Bo Sandberg.

Kurve bøjer nedad igen
Han understreger dog samtidig, at udbuddet af boliger er gået temmelig meget i stå:

- I februar 2022 var boligudbuddet det laveste i nyere tid med kun 35.400 boliger til salg på landsplan. Siden da kravlede boligudbuddet ifølge tallene fra Boligsiden.dk stille og roligt op på 48.300 boliger til salg i begyndelsen af november. Men den kurve er nu ni uger i træk bøjet nedad igen, og lå i uge 3 i 2023 på cirka 46.200. Til sammenligning var boligudbuddet i uge 3 i 2017-2020 på 58.400 boliger til salg, siger DI-boligøkonomen.

Logisk med øget efterspørgsel på lejeboliger
Det er ifølge Bo Sandberg såvel faldende boligefterspørgsel, som faldende boligpriser og udsigt til yderligere prisfald, der holder nogle af de potentielle boligsælgere fra overhovedet at gå ind i det nuværende marked:

- Til gengæld stiger efterspørgslen på lejeboligmarkedet - og det er en logisk følge i mere usikre økonomiske tider, at der sker en bevægelse i retning af større tilbøjelighed til at bo til leje, siger DI´s boligøkonom.

Vigtigt for virksomhederne
Set fra virksomhedernes synspunkt er det vigtigt med et stort og varieret boligudbud af både ejer- og lejeboliger, så man lettere kan fastholde og tiltrække medarbejdere, også i forbindelse med jobskifter med betydelig geografisk afstand i en tid, hvor mangel på kvalificeret arbejdskraft er en udfordring, der er kommet for at blive:

Læs mere om Byggeri

25/1 2023