Boligmarkedet langsomt på vej i den rigtige retning

Boligmarkedet langsomt på vej i den rigtige retning

I løbet af sidste uge kom der lidt flere sælgere på det danske boligmarked. Boligsidens seneste ugetal viser, 2.191 nye boliger til salg i uge 12, det er 167 flere end i ugen forinden

Af Dan Bjerring

I en kommentar til den ugentlige boligsalgsstatistik fra Boligsiden.dk siger boligøkonom Bo Sandberg fra Dansk Industri blandt andet, at der er forholdsvis stille på boligmarkedet forud for påsken, der ellers plejer at være en af årets travleste perioder for boligsøgning og fremvisninger:

- Ganske vist er boligmarkedet i 2023 på vej mod mere normale tider efter først et par år 2020-2021 med ekstraordinær høj aktivitet, fordi coronanedlukningen forhindrede os i at bruge tid og penge på andre ting – og et turbulent efterår i 2022 med stigende renter, inflation og skyhøje energipriser. Handelsaktiviteten er dog i bedste fald moderat og boligudbuddet fortsat lavt, siger Bo Sandberg.

Stadig prisfald på ejerlejligheder
Han noterer, at handelen med både enfamiliehuse og sommerhuse er nogenlunde på niveau med gennemsnittet for 2015-2019.

Til gengæld er handelsaktiviteten ikke vendt tilbage for ejerlejlighederne, hvor handelstallene for årets første 12 uger ligger ikke mindre end 29 procent under den tilsvarende periode i de mere ’normale’ år på boligmarkedet 2015-2019:

- Når der i øjeblikket sælges færre ejerlejligheder, er det både, fordi prisfaldet for denne boligtype endnu ikke er tilendebragt, men også fordi en del af lejlighedsefterspørgslen søger over mod lejemarkedet i stedet, siger DI’s boligøkonom.

Langt fra normalt år
I uge 12 var der for fjerde uge i træk cirka 45.000 ejerboliger til salg, og det er knapt 10.000 flere, end da bunden i boligmarkedet i nyere tid blev nået i februar 2022, hvor alt fortsat blev revet væk, og hvor der kun var 35.400 boliger til salg:

- Men på den anden side er det langt fra boligudbuddet i et mere ’normalt’ år som eksempelvis 2019, da der på samme tidspunkt af året som nu, var 59.600 boliger til salg, forklarer Bo Sandberg.

Vestdanmark slipper billigere
Det er især vest for Storebælt, at boligudbuddet fortsat er lavt. Og de relativt få boliger at vælge mellem på Fyn og i Jylland betyder, at der ikke er sket så kraftige boligprisfald som i Hovedstadsområdet:

- Vest for Storebælt er balancen mellem udbud og efterspørgsel en del steder således fortsat mere gunstig for sælger end for køber, siger Bo Sandberg.

30/3 2023