Boligplan mangler grundBoligerne i konceptet ’Almene Storbyboliger – Småt og Smart’ bygges op omkring en smartzone, der samler alle installationer, bad og køkken i den mørke del af boligen. (Ill.: Rubow Arkitekter)

Boligplan mangler grund

Boligselskaber står klar med færdige koncepter for små og smarte boliger til københavnerne, men selskaberne har simpelthen brug for flere og gerne mange byggegrunde i byen

Der er væsentlige sten i skoen, hvis det nye koncept ’Almene Storbyboliger – Småt og Smart’, som Københavns Kommune har vedtaget at samarbejde med de tre almene boligselskaber AAB, fsb og Lejerbo om, skal bygges i den nærmeste fremtid.

De tre boligorganisationer har simpelthen brug for flere – og gerne mange –byggegrunde i byen.

- Vi er klar til at bygge, men vi mangler flere byggegrunde for at nå op på et tilstrækkeligt volumen. Almene Storbyboliger kan indpasses på alle grundtyper i København også restarealer på en byggegrund. Så vi håber snart at kunne skrive under på de første købskontrakter og være med til at opfylde kommunens ambition om 8200 billige almene boliger frem mod 2025, siger Lejerbos adm. direktør, Palle Adamsen.

Moduler sikrer fleksibilitet
Når byggegrundene er på plads, er der ikke langt til, at et færdigt hus står klar til at huse københavnere, der har brug for en god, fleksibel og ikke mindst billig bolig.

- Alt ved almene storbyboliger er optimeret. Fra udnyttelsen af kvadratmeterne til projekteringsfasen. Og når vi kan projektere et boligbyggeri på tre måneder, fordi vi har et koncept, der allerede er udviklet i sin grundform, kan vi også bygge hurtigt og til en rimelig pris, hvilket vil afspejle sig i huslejen, siger Christian Høgsbro, adm. direktør i AAB.

Hurtige løsninger og fast koncept kan lyde, som et skridt tilbage til det ensformige montagebyggeri, som kendetegnede 60’ernes almene boligbyggeri. Men det er ikke tilfældet. Facadeudtrykket tilpasses omgivelserne. Det er boligerne bag facaderne der er modulopbyggede og modulerne kan udvides og indsnævres efter de lejere, der bor der.

Boliger til singler
- Almene Storbyboliger er ikke baseret på far, mor og børn med tre til fire værelser. I København bor der i dag flere singler med og uden børn, unge og par med dine, mine og vores børn. Med Almene Storbyboliger har vi skabt boliger, der er kan tilpasses den enkeltes behov, siger adm. direktør i fsb, Bjarne Larsson.

Hovedideen i de 'Småt og Smart' er at bygge kompakte boliger, hvor kvadratmeterne udnyttes optimalt. På den måde kan man bo forholdsvist småt og dermed billigt. En bolig på 60 kvm kommer til at koste omkring 5000 kr. om måneden, hvor den gennemsnitlige husleje på en 2 værelses lejebolig i København i dag er lige over 8000 kr.

Boligerne bygges op omkring en såkaldt smartzone, der samler alle installationer, bad og køkken i den mørke del af boligen. Lysindfaldet kommer fra en side og rumopdeling tilpasses den enkelte beboers behov. Hævede stuelejligheder vil give plads til alt fra butikker til værksteder, cykelparkering eller fælleslokale. Gadeplanet vil dermed være i samspil med omgivelserne.

-cmn

13/11 2015