Boligsalg giver flere opgaver til håndværkerne

Boligsalg giver flere opgaver til håndværkerne

Når det går godt på boligmarkedet, smitter det af på ikke mindst de mindre håndværkervirksomheder, fordi de nye boligejere ofte skal have malet, installeret eksempelvis nye køkkener og badeværelser

Af Dan Bjerring

Boligsidens nye tal for uge 31 var opløftende læsning for håndværksvirksomhederne, idet de bød på både flere nye boliger til salg og flere solgte. Og det gælder både ejerlejligheder, fritidsboliger samt villaer og rækkehuse.

Og det er ikke ligefrem en overraskende udvikling, idet markedet følger det sædvanlige årshjul med faldende tal i ferieperioden.

Sidste uges salgstal lød på 1.327 – en stigning på 9,3 procent sammenlignet med forrige uge.

Det samme gør sig gældende for antallet nye boliger til salg, hvor uge 31 bød på 1.740, som er en stigning på 11,5 procent.

Sommerferien kan mærkes
Ifølge Birgit Daetz, som er boligøkonom og kommunikationsdirektør for Boligsiden, holder mange danskere sommerferie i juli, og det kan mærkes på boligmarkedet. Færre køber, og færre sætter deres bolig til salg.

Selvom boligmarkedet er ved at komme op i gear efter uger med sommerferie, ligger det stadig på et niveau, der er under gennemsnittet - både for antal nye til salg og antal solgte - sammenlignet med gennemsnittet for uge 31 i perioden 2015 - 2019. Altså i årene før coronaens hærgen.

Villaer og rækkehuse skiller sig ud
De eneste boligtyper, der skiller sig ud, er villaer og rækkehuse, hvor uge 31 nåede op på 1.038 nye til salg, som er 33 over gennemsnittet før coronakrisen.

Samlet set ligger antallet af nye boliger til salg i uge 31 på 4,3 procent under gennemsnittet sammenlignet med årene før corona, og antal solgte ligger 9,3 procent under samme periode fra 2015-2019.

Salget af villaer og rækkehuse er steget med 6,7 procent, ejerlejligheder med 16,2 procent og fritidsboliger med 2 procent. Samlet set er der blevet solgt 113 flere boliger end forrige uge, som er en stigning på 9,3 procent.

Dog ligger antallet af solgte boliger i perioden lavere end samme periode før corona. Det gælder alle boligtyper, men i særdeleshed ejerlejligheder, som ligger 21,3 procent under niveauet før corona.


10/8 2023