Bonava omdanner skoleområde til helt nyt nabolag
Boligudvikleren har købt den tidligere Tjørnelyskole i Greve og har nu planer om at forvandle området til et nyt nabolag med mere end 250 rækkehuse og lejligheder
I sommer ringede klokken ud fra sidste time på Tjørnelyskolen i Greve, og Bonava har nu planer om at omdanne området til et helt nyt nabolag under navnet ’Solviften’. Der er planer om at bygge 122 lejligheder og 134 rækkehuse i området, og bebyggelsen er tegnet af Tranberg Arkitekter. Navnet henviser til den vifteformede udformning af bebyggelsen, der er valgt for at sikre mest muligt sollys i boligerne.
- Mange vil gerne bo i Greve, og derfor er det dejligt, at Tjørnelygrunden nu bliver forvandlet fra nedslidte bygninger til nye, solrige hjem med plads til endnu flere nye Greveborgere, siger borgmester Pernille Beckmann.
Administrerende direktør i Bonava Danmark, Torben Modvig, ser også stort potentiale i området.
- Nærheden til god infrastruktur, skoler, daginstitutioner og indkøb er afgørende for især børnefamiliernes valg af bolig. I Solviften skaber vi et varieret boligområde med rækkehuse og lejligheder, der lever op til netop disse krav, fortæller han.
Bonava har købt området for omkring 70 mio. kr. og udvikler i alt 27.000 m2 i Greve, men er på udkig efter flere områder til udvikling af gode boliger, tilføjer Torben Modvig.
Virksomheden sætter de første boliger til salg i foråret 2019 efter at lokalplanen for området er vedtaget.
-aft