
Bæredygtighed er kommet for at blive
Bygma opruster sit fokus på bæredygtighed og bæredygtigt byggeri og har derfor oprettet en intern uddannelse, der gør medarbejderne til bæredygtighedsambassadører
Af Louise Skjellum Strøbech
Efterspørgslen efter bæredygtigt byggeri vokser, og stadigt flere bygherrer har i dag bæredygtighed som et krav til byggeriet. Derfor intensiverer Bygma nu sit fokus på bæredygtighed for at understøtte den udvikling og sikre markedets bedste rådgivning på området.
- Bygma har i mange år haft stort fokus på bæredygtighed, men nu øger vi vores engagement markant. Vi oplever større og større efterspørgsel efter bæredygtigt byggeri, og derfor vil vi nu i førersædet og igangsætter en række initiativer, der klæder vores medarbejdere optimalt på til mødet med kunderne, siger Ellen Bach Tegen, der er markedschef for Sjælland og Fyn og bæredygtighedsansvarlig i Bygma-koncernen.
Et landsdækkende korps
Den øgede fokus på uddannelse og efteruddannelse af medarbejdernes kompetencer skal sikre, at Bygmas medarbejdere hele tiden har den rette viden i forhold til bæredygtigt byggeri.
- Bæredygtighed skal være en del af Bygmas dna, og det betyder konkret, at vi har sammensat et landsdækkende korps af bæredygtighedsambassadører. De gennemgår en uddannelse, der rækker ud over den obligatoriske viden, der kræves for at blive PEFC- og FSC-certificeret. Uddannelsen tager medarbejderne med på en rejse fra skovens oprindelse, over krav til certificeringer til dokumentation af det bæredygtige træ og de øvrige bæredygtige produkter, som Bygma sælger. Det giver vores medarbejdere de kompetencer, der skal til for professionelt at kunne vejlede vores kunder inden for bæredygtighed, siger Ellen Bach Tegen.
Foreløbigt er der uddannet 90 bæredygtighedsambassadører, der skal sidemandsoplære byggematerialekædens øvrige ansatte. I 2019 skal yderligere 150 Bygma-medarbejdere gennemgå uddannelsen.
- Det er de lokale direktører, der i første omgang har meldt ind med de folk, der til dagligt sidder med salg og rådgivning om bæredygtigt byggeri, og derfor er mest oplagte at uddanne til bæredygtighedsambassadører. Der er bæredygtighedsambassadører i alle butikker, også i Vandkantsdanmark hvor de måske ikke arbejder så meget med bæredygtigt byggeri. Fremadrettet skal vi også have alle salgsmedarbejdere, pladsmedarbejdere, chauffører og logistikfolk igennem uddannelsen, for de skal selvfølgelig også vide, hvad det er for nogle materialer, de indkøber, sælger eller håndterer, siger Ellen Bach Tegen.
Private efterspørger ikke bæredygtige produkter
Bygma har til uddannelsen produceret fem små film, som alle medarbejdere har set. Filmene giver bl.a. generel viden om bæredygtighed i Bygma, svarer på hvad bæredygtig skovdrift er, hvordan man indkøber og sælger certificeret træ i Bygma, og hvordan kæden håndterer eventuelle afvigelser.
Derudover har Bygma etableret en omfattende bæredygtig sektion på hjemmesiden samt en folder, hvor både nogle af bæredygtighedsambassadørerne og producenter af bæredygtige byggematerialer kommer til orde.
- Bæredygtighed er kommet for at blive. Vi kan bl.a. se, at der kommer flere og flere DGNB-certificerede byggerier, så som branche skal vi prøve at følge med. Men der skal også være en efterspørgsel, for vi lever af vores kunder. Tømrermestrene er gode til at efterspørge mere viden om bæredygtige byggematerialer, men vi hører ikke meget om bæredygtighed fra de private kunder. Jeg tror, der skal noget mere lovgivning til, hvis forbruget af bæredygtige byggematerialer skal rykke hos de private forbrugere, siger Ellen Bach Tegen, der glæder sig over, at ByggeBasen nu får en grønnere profil, ved at leverandørerne skal dokumentere bæredygtigheden.