Børnehus byder velkommen i ny og gammel arkitektur
Omhyggeligt og omsorgsfuldt arkitektarbejde byder snart multihandikappede børn velkommen i Børnehuset Troldemosen i Gentofte
Børnehuset Troldemosen er en daginstitution for børn med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Byggeriet er endnu ikke helt færdigt, men snart er det rammen om nøje tilrettelagte individuelle pædagogiske forløb, fysioterapi og ergoterapi.
Byggeriet består af en nybygget daginstitution og en aflastningsafdeling med sengepladser, som sammen med det ombyggede Gammelmosehus fra 1892 byder velkommen med et stort gårdanlæg mellem ny og gammel, hvidpudset arkitektur.
Det hele samler sig som en stor firelænget gård i to-tre etager. En kolonnade langs nybyggeriet, fint detaljeret med slanke søjler og florlette hvide værn på 1. sal, flankerer gårdrummet. De nye facader har fine specialdesignede vinduespartier med siddenicher og varme trærammer og zinkkassetter, som kigger moderne frem fra murene. Et helt anderledes formsprog end det, Gammelmosehus bidrager med, men alligevel er der allerede harmoni på kryds og tværs af gårdrummet, fordi der er lagt samme omhu i detaljeringen og proportioneringen af den nye og den gamle arkitektur.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 3.
-kj