Byggeaffald som vejfyld er af tvivlsom kvalitetOversigt over, hvem der henvender sig til VHGB for at modtage rådgivning

Byggeaffald som vejfyld er af tvivlsom kvalitet

Mange miljø- og sundhedsskadelige stoffer i gamle byggematerialer – eksempelvis asbest, PCB og bly – bliver ikke i tilstrækkeligt omfang sorteret fra

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (VHGB) kæmper hårdt for at bevare sit statstilskud, når der skal indgås et nyt energiforlig.

Derfor har VHGB rettet henvendelse til Folketings Miljø- og Fødevareudvalg for at redegøre for det arbejde, der udføres af videncentret, der blev etableret i 2016 som en reaktion på et udbredt ønske i branchen om at styrke indsatsen for at formidle lovgivning på området til praksis.

VHGB har i løbet af de første to år udviklet og formidlet vejledninger og værktøjer til byggebranchen via hjemmeside og på en lang række arrangementer:

- Videncenteret har derudover en velfungerende telefontjeneste, hvor alle kan få svar på spørgsmål om byggeaffald, oplyses det blandt andet.


En klar ambition
VHGB slår fast, at det er en klar ambition at nå ud til nogle af branchens mindre aktører, som kan have vanskeligt ved at få overblik over de mange regler, som er på området.

- I styregruppen bag VHGB er der enighed om, at VHGB har haft afgørende betydning for udbredelse af viden om byggeaffald, at der bør findes finansiering til en fortsættelse af centerets aktiviteter. Herigennem vil Videncentret også understøtte den stigende interesse, der er i bygge- og anlægsbranchen for at udvikle cirkulære økonomiske forretningsmodeller. De mange brugere, og den positive udvikling i antallet af brugere bekræfter også behovet for en fortsættelse af VHGB, hedder det videre.

For lidt ’god praksis’
Der peges på, at der er store mængder byggeaffald, men en mindre god udbredelse af ’god praksis’.

Byggebranchen producerer årligt i størrelsesordenen fire millioner tons byggeaffald, og i dag nyttiggøres næsten 90 procent af byggeaffaldet.

Størstedelen dog som vejfyld og her konstaterer VHGB, at det er ’med en tvivlsom miljøkvalitet’:

- Det skyldes, at mange miljø- og sundhedsskadelige stoffer i gamle byggematerialer – eksempelvis asbest, PCB og bly – ikke i tilstrækkeligt omfang bliver sorteret fra ved kilden…

Manglende metoder til dokumentation
Kun en meget lille andel genbruges eller genanvendes til nye formål. Det skyldes dels, at markedet ikke er tilstrækkeligt udviklet, og dels fordi der endnu ikke er metoder til dokumentation af kvalitet og holdbarhed.

- Der hersker usikkerhed i byggebranchen om hvordan regler på forskellige myndighedsområder skal tolkes og omsættes til praksis. Både bygherrer og leverandører efterlyser vejledninger og metoder, som kan sikre, at byggeaffald bliver håndteret korrekt, oplyser VHGB.

Kommuner har også problemer
Også kommunerne har problemer, idet en undersøgelse gennemført af Dansk Byggeri fra
2013/2014 viste, at tre ud af fire kommuner ikke stillede særlige krav til miljø og håndtering af byggeaffaldet, selv om det kan indeholde miljøskadelige stoffer.

Byggebranchen forventer i de kommende år at rammevilkårene for nedrivning og byggeaffald bliver strammet med skærpede krav til mere kontrolleret nedrivning af bygninger, så affaldet i højere grad kan genanvendes, og de miljøskadelige stoffer fjernes ved kilden.

Der kommer også øget fokus på dokumentation og sporbarhed, samt nye grænseværdier for forskellige skadelige stoffer, som vil påvirke materialeproducenter såvel som øvrige parter.

Derudover forventes landets genbrugspladser og affaldsoperatører, at stille øgede krav til sortering og genanvendelse af de store mængder byggeaffald, ligesom EU har varslet adskillige nye tiltag.

Bindende mål
Ud over bindende mål for at nyttiggøre bygge- og anlægsaffaldet vil EU kræve retningslinjer for nedrivning og fremme ordninger for sortering af affaldet. Desuden vil man udvikle genanvendelsesprotokoller og indikatorer for at vurdere en bygnings miljøpræstationer gennem hele dens livscyklus.

- Byggebranchen står lige nu midt i en større omstillingsproces. På få år er de store mængder byggeaffald gået fra at føre en anonym tilværelse som vejfyld og forbrændingsaffald til at være en af nøglerne til den cirkulære økonomi. Advisory Board for Cirkulær Økonomi pegede i sine anbefalinger til regeringen på byggebranchen som et centralt indsatsområde for den cirkulære dagsorden…

Fremtidigt marked
- Byggebranchen inklusive rådgivere, entreprenører, bygherrer og producenter skal i stigende grad involveres, hvis den cirkulære dagsorden skal have succes og blive udfoldet. Hvis dette skal ske, er der brug for – udover et fokus på at håndtere byggeaffald – også at se på potentialerne for at genanvende materialer fra byggeprocesser. Enten til nye funktioner i byggeriet, eller helt andre steder. Branchen imødeser nye tiltag til en øget bæredygtighed og cirkulær tilgang til byggeprocesser. Det skønnes, at der er et fremtidigt marked både i Danmark og internationalt – og en mulighed for at komme på forkant af et internationalt marked. Videnscentret er et godt skridt på vejen, slutter henvendelsen til folketingsudvalget.

FAKTA
Videncentret er etableret på initiativ fra Dansk Byggeri som et konkret tiltag for at løse udfordringerne med byggeaffald.

Målgruppen er hele byggeriets værdikæde fra kunderne (bygherrerne) til leverandørerne (rådgivere, entreprenører og materialeproducenter) og de kommunale affaldsmyndigheder.

VHGB er finansieret af Miljøstyrelsen, Grundejernes Investeringsfond, og Realdania
samt egenfinansiering fra konsortiet bag VHGB.

Den nuværende finansiering på i alt 9,1 millioner kroner dækker 30 måneder fra april 2016 til og med udgangen af september 2018.

Hjemmesiden havde i 2017 1600 besøgende og næsten 250 personer fik telefonisk vejledning om affaldshåndtering samme år.

Videncenterets medarbejdere har arrangeret eller deltaget med indlæg på cirka 100 møder og workshops.

Konkret er der behov for en bevilling på tre millioner kroner årligt fra 2019 og et antal år fremover til Videncentrets basisdrift.

5/4 2018