Byggebranchen er stadig langt fra at gøre nok for at sikre biodiversiteten- En af grundstenene i at tage de rigtige valg, når vi bygger, er at have det store billede for øje, siger Trine Bentzen, teknisk fagleder i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Byggebranchen er stadig langt fra at gøre nok for at sikre biodiversiteten

Den 14. og 15. marts 2023 blev den tredje Build for Biodiversity-konference afholdt i København, arrangeret af Building Green. Over 300 fagfolk fra anlægs-, bygge- og ejendomsbranchen var samlet for at sætte fokus på natur og biodiversitet i byer

Mennesket er et vanedyr. Og hvis det er vant til, at byens natur skal se ud på en bestemt måde – en veltrimmet græsplæne og orden i bedene – så kan der være langt til at acceptere et vildt krat foran hoveddøren.

Men når det kommer til biodiversitet, skal naturen netop ikke 'bare' se pæn ud. Det rodede spiller en vigtig rolle i økosystemet, som levesteder for insekter og andre dyr, der f.eks. har brug for at gemme sig eller overvintre.

- Vi har brug for flere tværfaglige snakke om, hvad vi vil bruge pladsen til i vores byer. Hvad kan og skal naturen i byerne? Og når vi i bygge- og ejendomsbranchen laver 'vilde' indsatser, skal vi blive bedre til at fortælle, hvorfor græsset ikke bliver slået, og hvilken gavn de visne bede gør om vinteren, siger Charlotte Falstrup, teknisk konsulent med særligt fokus på biodiversitet i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

En generel opfordring fra flere af talerne på dette års Build for Biodiversity-konference var netop også inddragelse af borgere og flere faggrupper på tværs af værdikæden i et projekt – og gerne så tidligt som muligt i processen.

- Vi ved godt, at vi ikke løser biodiversitetskrisen ved at etablere bedre og større grønne arealer i byerne alene, men jeg tror på, at natur som en integreret del af vores byer øger glæden ved og kendskabet til den 'rigtige' natur og dermed bidrager til øget vilje til at passe på den, siger Charlotte Falstrup.

Skal mere end at tælle
I dag er den mest brugte metode til at dokumentere biodiversitet at trække i gummistøvlerne og gå ud at tælle dyr og planter. Men den metode kan først bruges, når et byggeri står færdigt. Lige nu måler man i byplanlægningen på en simpel biofaktor, men metoden er udskældt for ikke at indfange kvaliteten af biodiversiteten på det målte område.

Der er derfor brug for danske værktøjer, der kan sige noget om biodiversiteten i et projekts indledende faser, og som kan kvantificere biodiversitet på et område i stor skala. Det ønske blev der givet udtryk for flere gange på konferencen.

- Hvis vi kan kvantificere biodiversitet, kan det på sigt blive muligt at indføre konkrete krav om biodiversitet i lovgivningen, ligesom vi har fået krav om beregning af klimapåvirkning i Bygningsreglementet, siger Trine Bentzen, teknisk fagleder i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Et emne, der også blev bragt op af flere på Build for Biodiversity, var, at man også bliver nødt til kunne kvantificere, hvad der sker med naturen uden for byen, når der udvindes ressourcer til byggematerialer. Til det kan man bruge livscyklusvurderingen, men der er også en ny metode for data på vej, og med den kan der kigges på flere afledte effekter af at udvinde ressourcer til byggematerialer – herunder også konsekvenserne for biodiversiteten.

- Jo bedre oplyste vi er om konsekvenserne af vores valg, jo hurtigere kan vi begynde at vælge mere rigtigt, siger Trine Bentzen, teknisk fagleder i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Større ambitioner for beskyttelse af biodiversitet
De seneste år er der kommet større folkeligt og politisk fokus på beskyttelse og genopretning af natur og økosystemer. Og ønsket om øjeblikkelig implementering af de politiske ambitioner var tydelig på Build for Biodiversity.

- I Rådet for Bæredygtigt Byggeri er vi glade for at opleve, at opbakningen til at arbejde med bæredygtighed og biodiversitet stiger i den danske bygge- og ejendomsbranche. For det er afgørende, at de nationale og internationale ambitioner bliver til konkrete initiativer, som kan implementeres. Som en branche med et stort træk på jordens ressourcer skal vi påtage os et ansvar for at rykke på den her dagsorden, og det bliver vi nødt til at gøre i fællesskab, siger konstitueret direktør i Rådet for Bæredygtigt Byggeri, Sisse Norman Canguilhem.

Blandt andet derfor har Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Building Green indgået et samarbejde om at sikre, at der fremover bliver arbejdet videre med de gode pointer fra Building Greens konferencer.

- Rådet for Bæredygtigt Byggeri arbejder for at bringe viden og løsninger helt op på politisk niveau. Derfor ser vi vores samarbejde som en stærk alliance, hvor den essentielle viden, der udspringer på Building Greens konferencer, ikke bare forbliver der, men rent faktisk kommer videre og dermed kan være med til at flytte agendaen i den rigtige retning, siger administrerende direktør hos Building Green, Sarah Elhauge.

-dc

22/3 2023