Byggeriet er kommet helskindet gennem coronakrisens første fase
Samlet er byggeriets omsætning i årets første fire måneder steget med 2,1 milliarder kroner
Af Dan Bjerring
I en kommentar fra Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg til Danmarks Statistiks omsætningsstatistik for januar-april 2020 konstaterer han, at erhvervslivets samlede omsætning på hjemmemarkedet styrtdykkede med 8,6 procent i april 2020 sammenlignet med april 2019:
- Men med tanke på, at vi i april som samlet måned oplevede den største økonomiske katastrofeopbremsning i fredstid, er det reelt nok billigt sluppet. Foreløbig har omsætningsnedgangen på hjemmemarkedet ikke været større end at det samlede foreløbige facit for årets fire første måneder tilsammen blot er et beskedent fald på 0,4 procent set i forhold til de tilsvarende måneder i 2019. Men dette facit dækker dog over voldsomme brancheforskelle, siger cheføkonomen.
Næsen i sporet - strøm til værktøjet
Zoomes der nærmere ind på byggeriet, har branchen formået at hæve omsætningen med samlet 2,4 procent i årets fire første måneder sammenlignet med januar-april 2019.
- Byggeriet har holdt næsen i sporet og strøm til værktøjet i marts og april. Samlet i årets første fire måneder er byggeriets omsætning steget med 2,1 milliarder kroner, svarende til en procentvis vækst på 2,4 procent. I det korte perspektiv er byggeriet kommet helskindet gennem den første fase af coronakrisen. De fleste virksomheder har stadig opgaver i ordrebogen, og byggerierne er ikke blevet nedlukket under corona. Hertil kommer, at det suspenderede anlægsloft i kommunerne allerede har haft positiv effekt på omsætning og beskæftigelse. Men på nogle kvartalers sigt kan vi stadig godt risikere faldende efterspørgsel i det konjunkturfølsomme byggeri i takt med at eksportsektoren skruer ned for investeringerne, og når de tyndere ordrebøger hos rådgivere og arkitekter også rammer de udførende entreprenører, siger cheføkonomen.