Byggeriet: Massivt nej til ny overenskomst
Mere end tre ud af fire ansatte i byggeriet stemte nej til den nye overenskomst. Men der bliver ingen storkonflikt på tirsdag - for i de fleste andre forbund stemte medlemmerne ja
Med en historisk høj stemmeprocent har 57,2 procent af lønmodtagerne på det private arbejdsmarked stemt ja til den nye overenskomst, og dermed er udsigten til en storkonflikt på tirsdag afblæst. Men ikke alle i LO familien jubler. I både Malerforbundet, NNF og i 3F stemte flertallet af medlemmerne nej.
Og især blandt ansatte i byggeriet var modstanden stor. I 3f’s Byggegruppe var det 77 procent af at de afgivne stemmer et nej, mens kun 23 faldt ud til ja siden.
Gruppeformand i 3F’s Byggegruppe Kim Lind Larsen glæder sig over, den historisk høje valgdeltagelse, der vidner om et aktivt demokrati i fagbevægelsen, men jubler selvsagt ikke over resultatet.
- Vi har taget de temaer som medlemmerne har udvalgt med til forhandlingerne. Med det udgangspunkt har vi forsøgt at få så godt et resultat hjem, som muligt. Der har vi fået en række forbedringer og pæne lønstigninger. Men det synes medlemmerne i byggeriet ikke var nok. I byggeriet har tre ud af fire vendt tommelfingeren ned, og det tror jeg primært skyldes, at de selv vil vælge, hvornår de skal arbejde over, og fordi der ikke er kommet nok i forhold til social dumping.
Utilfredshed med arbejdsgiverne
Når det er sagt, oplever han det ikke som et mistillidsvotum fra medlemmerne:
- Med få undtagelser har vi oplevet stor opbakning til os som forhandlere, men de er utilfredse med, at vores arbejdsgivere ikke har villet strække sig længere, siger Kim Lind Larsen og fortæller, at det nu handler om at få de nye overenskomster til at virke, samt at bruge de nye redskaber i forhold til social dumping.
- Så vi kan lægge maksimalt pres på de virksomheder, der ikke overholder reglerne på det danske arbejdsmarked.
Helt ro bliver der dog næppe de næste dage, da Nej bevægelsen har indkaldt til stormøder i en række større byer på tirsdag, hvor det blandt andet skal diskuteres, hvordan man fastholder et nej til systematisk overarbejde.
-jhn
Se mere om det samlede resultater her: https://www.lo.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2017/04/OK17_afstemningsresultat.aspx
Læs også - Kommentar fra 3F: Tvungen overarbejde er en tidsel - de færreste vil røre
Læs også - Derfor stemte Henrik - nej