Bygma bliver hovedsponsor for DM i Skills
Den familieejede virksomhed håber, at sponsoratet kan være med til at få flere unge mennesker til at få øjnene op for værdien af at tage en erhvervsuddannelse
Når de mange talenter inden for en bred vifte af erhvervsuddannelsernes fagdiscipliner skal dyste til DM i Skills, er de ansigtet udadtil på de mange erhvervsuddannelser, der fortjener anerkendelse.
Med til at give dem den anerkendelse og vise eleverne frem for Danmark er Bygma, der for første gang er blevet hovedsponsor for SkillsDenmark.
- SkillsDenmark er en fantastisk hyldest af erhvervsuddannelsernes talenter. De spiller en afgørende rolle i at sætte fokus på erhvervsuddannelserne, nøjagtigt som vi i Bygma gerne vil.
- Hovedsponsoratet giver os muligheden for at sætte ekstra fart på den strategi, og vi kan ikke vente med at hylde de mange dygtige unge mennesker og deres gode håndværk, siger Lasse Weien Svendsen, der er marketingdirektør hos Bygma.
Han bliver suppleret af direktør i SkillsDenmark, Simon Neergaard-Holm, der er glad for, at en virksomhed af Bygmas kaliber vil være hovedsponsor for SkillsDenmark.
- Vi er utrolig stolte over at få så fremtrædende en virksomhed som Bygma med som hovedsponsor i SkillsDenmark – og vi ser et stort potentiale i vores fremtidige samarbejde, lyder det.
Med hovedsponsoratet kan Bygma sætte hak ved endnu et initiativ med det overordnede mål om sætte fokus på erhvervsuddannelserne og de mange talenter, der skal være med til at tegne de forskellige brancher i fremtiden.
- Vi håber på, at vores nye samarbejde med SkillsDenmark får flere unge mennesker til at få øjnene op for værdien af at tage en erhvervsuddannelse.
- Vi vil i hvert fald gøre vores for at hylde dem, der allerede har taget det kloge valg – både for dem selv og samfundet, siger Lasse Weien Svendsen.
-dc