Cebra åbner afdeling i Abu Dhabi
Efter en periode med stigende aktiviteter i de Forenede Arabiske Emirater udvider det aarhusianske arkitektfirma med en afdeling i Abu Dhabi
Cebras afdeling i Abu Dhabi ledes af arkitekt Mikkel Hallundbæk Schlesinger, som i en årrække har stået i spidsen for tegnestuens projekteringsafdeling. Åbningen af det nye kontor skal styrke det lokale fodfæste, både i arbejdet med de igangværende projekter og i forhold til at udbygge de tætte kunderelationer.Især virksomhedens kompetencer inden for uddannelses- og kulturbyggeri kombineret med stor fokus på bæredygtighed har banet vejen for en række projekter og et godt lokalt netværk i regionen.
- Vores igangværende projekter og samarbejder bekræfter os i, at vi med vores kompetencer og arkitektoniske tilgang kan bidrage positivt til den igangværende udvikling i regionen. I de senere år er der i Emiraterne kommet et voksende fokus på bæredygtig arkitektur og byudvikling, såvel miljømæssigt, men især også socialt og kulturelt, fortæller Mikkel Hallundbæk Schlesinger.
- Samtidig har der åbnet sig en helt ny verden for os, både på et professionelt og personligt plan, i form af den mangfoldige arabiske kultur, historie og lokale natur. De udgør en vigtig inspirationskilde for vores arbejde, som vi med stor fascination går på opdagelse i med målet om at skabe projekter med en stærk lokal, kulturel forankring. Cebras arkitektur arbejder med et gennemgående menneskeligt fokus, der forankrer projekterne i den lokale kontekst, deres sociale omgivelser og brugernes behov, fortsætter han.
Flere projekter i støbeskeen
Denne kombination har vist sig at være et stærkt afsæt til at udvikle projekter i tæt dialog med Cebras lokale netværk. Virksomhedens nye afdeling bygger derfor på en klar strategi om at komme endnu tættere på bygherrer og lokale samarbejdspartnere. Målet er at styrke og udbygge tilstedeværelsen i de Forenede Arabiske Emirater, hvor blikket især rettes mod uddannelsesinstitutioner, kultur- og byplanlægningsprojekter.
Arkitektfirmaet er aktuelt i gang med at opføre Centre of Excellence for Early Childhood Development, der kombinerer en daginstitution et pædagogisk forsknings- og videnscenter samt et center for pædagoguddannelser, og skal tjene som foregangsprojekt for fremtidens daginstitutioner i hele regionen. Desuden er en række andre projekter i Abu Dhabi og Dubai i støbeskeen.
-los