Isover
isover
scroll
Dansk Byggeri: 40 procent af byggevirksomhederne har haft indbrud i varebiler

Dansk Byggeri: 40 procent af byggevirksomhederne har haft indbrud i varebiler

Mange håndværkere har oplevet, at de efter en velfortjent ferie vender hjem til virksomheden, hvor indbrudstyve var været på besøg og tømt området for værktøj. Det rammer ikke mindst værkstedsbilerne

Af Dan Bjerring

En analyse fra Dansk Byggeri blandt medlemsvirksomhederne viser, at fire ud af ti bygge-og anlægsvirksomheder inden for det seneste år haft indbrud i varebilen.

Samtidig viser tallene fra analysen, at et indbrud i varebilen med deraf følgende mangel på værktøj i gennemsnit koster en virksomhed cirka 17.000 kroner i selvrisiko, tabt arbejdsfortjeneste og forsinkelser hos kunderne.

Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, siger til BygTek, at det er en stor irritation i hverdagen, hvis produktionsapparatet med værktøj og materialer bliver stjålet:

- Det rammer byggebranchen med en masse unødvendige omkostninger. Jeg ved også, at forsikringsbranchen, som vi er i løbende dialog med, har et godt øje til situationen, og man skal ikke blive overrasket, hvis selvrisikoen på forsikringen, der i dag typisk er på 5.000-10.000 kroner, bliver sat op i forhold til indbrud i varebiler, siger Dansk Byggeris direktør.

Ikke kun udlændinge
Der er desuden tab for virksomhederne på medarbejdere, der ikke kan udføre deres arbejde, før der indkøbes nyt værktøj, bilen skal på værksted og flere andre faktorer, som koster virksomhederne dyrt.

Der er grænsekontrol, når udenlandske biler skal ind i landet, men mange har peget på, at der er mindst lige så stort behov for grænsekontrol vendt mod varebiler, som kører ud af landet.
Michael H. Nielsen advarer dog mod ensidigt at tro, at alle indbrud på byggepladser og i varebiler udføres af udlændinge.

GPS viste vej til tyven
Han henviser til en nylig sag, hvor en medlemsvirksomhed i en af sine varebiler, som anbefalet af Dansk Byggeri, havde etableret GPS-udstyr i værksøjet, og her viste det sig, at det var en ’etnisk dansker’ ikke langt fra den bestjålne virksomheds hjemadresse, der havde tilegnet sig værktøjet fra indbruddet.

Han slår fast, at håndværkerne selv kan gøre noget for at om ikke komme de mange indbrud helt til livs, så at forebygge dem:

- Sidste år præsenterede vi initiativet ’STOP TYVEN’ i samarbejde med et forsikringsselskab og en virksomhed, som kan installere eksempel GPS i værktøjet eller dna-mærke det. Formålet er at udbrede kendskabet til mærkning af værkstøjet i varebilen og få mærkningen synliggjort med henblik på, at tyveknægten holder sig fra at bryde ind, siger Michael H. Nielsen.

Handler om at spare penge
Hvis ikke indbrudskurven knækkes, mener Dansk Byggeris direktør, vil selvrisikoen stige for mange af vores virksomheder:

- Det handler i sidste ende for virksomhederne om at spare penge. Politiet må af ressourcemæssige årsager opgive mange af disse sager. Men ved hjælp af sporingsudstyret kan vi ’invitere’ politiet med ud og hente det stjålne udstyr der, hvor vi ved, det er. I den nævnte sag kørte politiet med ud og sørgede for, at det stjålne værktøj kom retur, og der blev indledt en sag mod den pågældende person, som havde begået indbruddet. Derfra tager politiet over. Vi peger på den kriminelle og gør det nemmere for politiet, slutter Michael H. Nielsen.

Han har ikke tal for hvor mange indbrud i varebiler og på byggepladser, som opklares af politiet, men han har dog en fornemmelse af, at der er tale om ganske få opklarede sager.

Hør hele interviewet med direktør Michael H. Nielsen på nedenstående link
http://radioupdate.dk/Updatenyheder.asp?page=3639&T=40 procent af byggevirksomhederne har haft indbrud i varebiler

2/7 2019