Dansk Byggeri: Bro uden skinner er interessant nytænkning
Fremtidens transport er grøn og derfor er en bro over Kattegat uden jernbane udtryk for nødvendig og realistisk nytænkning
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I Dansk Byggeri var overraskelsen lige så stor som alle andre steder i samfundet, da transportminister Ole Birk Olesen onsdag smed en bombe i diskussionen om en fast forbindelse over Kattegat med forslaget om en ren vejbro uden jernbane.
Direktør Michael H. Nielsen siger til BygTek, at det er interessant, at politikerne generelt har fokus på at udbygge infrastrukturen:
- Det interessante er, at man nu er parat til at regne på andre måder ved at koble jernbanedelen fra. Så kan man lige pludselig lave en bro, der via brugerbetaling samfundsøkonomisk hænger sammen. Det er en interessant tilgang til et infrastrukturprojekt, siger Michael H. Nielsen.
En anderledes fremtid
Michael H. Nielsen har også hæftet sig ved protesterne over, at der ikke indgår skinner i projektet, men han afviser kritikken:
- Transport udgør i fremtiden hverken diesel eller benzindrevne køretøjer, men el-drevne biler. Hele klimabelastningen fra biler ser anderledes ud, når vi kommer på den lange bane. Vi har simpelthen i dag svært ved at forestille os, hvilken transportform, vi ser ind i om 20 og 30 år. Men helt sikkert er det, at der kommer til at ske markante ændringer i den måde, vi har biler på, og i den måde vi flytter os på. Om det er store busser, selvkørende biler eller noget helt tredje, vil vi alle blive overraskede over om 20-30 år. Ingen havde jo for bare ti eller 15 år siden set den udvikling internettet og sociale medier er nået til, siger Dansk Byggeris direktør videre.
Fornuftige projekter for 115 milliarder kroner
Han understreger, at politikerne skal til at interessere sig mere for infrastrukturen, og hvordan de vil allokere penge til det:
- Vi er nødt til, at finde penge til de mange projekter, der ud over Kattegatforbindelsen har en samfundsøkonomisk positiv forrentning. I Dansk Byggeri har vi lavet nogle analyser, som viser, at der er rundt om i landet er samfundsøkonomisk fornuftige projekter til 115 milliarder kroner med en forrentning på mere end fire procent. Der kommer altså en diskussion om, hvad der er fornuftigt at investere i i forhold til at understøtte, og hvad der understøtter den udvikling, vi ønsker. Det handler i sidste ende om, at vi skal være et produktivt samfund, hvor vi ikke spilder tiden med at holde i kø på landevejen. Derfor er en Kattegatforbindelse en spændende vision, som vil binde Danmark sammen på en ny måde, slutter Michael H. Nielsen.