Dansk Byggeri: Forsigtighedsprincip har været stærkt overdrevetCheføkonom Bo Sandberg spejder efter nødvendige investeringer i eksempelvis infrastrukturen. Der er råd til det.

Dansk Byggeri: Forsigtighedsprincip har været stærkt overdrevet

Pengene fosser ind i statskassen. Skiftende finansministre har ifølge cheføkonom Bo Sandberg skønnet 317 milliarder kroner for pessimistisk i statens indtægter gennem de seneste otte år

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Indtægterne har på otte år været 317 milliarder højere end budgetteret. Gælden er minimal og kun inden for virksomhedens egne rammer. Overskuddet i forhold til konkurrenterne er gigantisk.

Havde det været en privat virksomhed, ville det være en virksomhed i en ønskesituation, der ville kunne betegnes som en ensidig succes.

Men det er ingen virksomhed. Det er såmænd Danmark, hvor indtægterne ifølge cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg ’fosser ind i statskassen’. Betalingsbalanceoverskuddet er gigantisk, og statens gæld er ren indenlandsk, vi skylder ikke en krone til udlandet.

Bredt funderet opsving
Tidligere statsminister Poul Schlüter bliver ikke mindst husket for ordene, at ’det går ufatteligt godt’.

BygTek spurgte derfor Bo Sandberg, om Danmark står i en lignende situation i dag:

- Det går rigtigt godt for dansk økonomi, fordi vi er inde i et bredt funderet opsving med mange vækstmotorer – eksport, privatforbrug og investeringer. Som en naturlig konsekvens går det også godt for de offentlige finanser, siger Bo Sandberg

Han undrer sig dog over, at skiftende finansministre år efter år skønner så meget forkert, at staten på otte år har hentet 817 milliarder mere ind i statskassen i skatter og afgifter end ventet:
- De har konsekvent haft et for pessimistisk syn på de offentlige finanser, siger Bo Sandberg.

Først overskud sidste år
Der har altså i gennemsnit været skønnet cirka 40 milliarder kroner for pessimistisk år efter år i de offentlige finanser. Det er dog først i 2017, at der har været et decideret overskud på de offentlige finanser:

- Det bør kunne holde nogle år endnu. Når man ser, at der otte år i træk systematisk er skønnet cirka 40 milliarder kroner forkert, er man tilsyneladende ikke særligt god til at lære af sine fejl. Selvfølgelig er der nogle faktorer, der kan være svære at skønne over i et budget på over 1000 milliarder kroner, men forsigtighedsprincippet virker lidt overdrevet, mener Bo Sandberg.

Kunne have investeret i nye veje
Han hæfter sig ved at fejlskønnet havde ’katastrofale virkninger’ for dansk økonomi de første år efter finanskrisen, hvor Danmark blandt andet fik en henstilling fra EU på grund af ’de sløje offentlige finanser’:

- Det viste sig set i bakspejlet, at vi aldrig skulle have haft den henstilling. Vi havde eksempelvis ikke behøvet at foretage ekstra opstramninger med ’genopretningspakken’ og andre spareinitiativer. Det betød, at vi førte en for stram økonomisk politik, der gjorde, at vi den dag i dag har et økonomisk efterslæb i forhold til vore nabolande. Danmark kunne blandt andet have anlagt flere veje og andre store projekter, uden at det havde haft negative økonomiske effekter, siger Bo Sandberg.

Han nævner eksempelvis Hærvejsmotorvej, Havnetunnel i København, en tredje Limfjordstunnel og anden væsentlig infrastruktur:

- Det er vigtigt at huske, at engangsindtægter ikke skal anvendes til permanente driftsudgifter, men til investeringer. Det havde der været råd til, siger Bo Sandberg.

Som et spil
Bo Sandberg vil ikke sige, at der er opkrævet 317 milliarder kroner for meget i skatter og afgifter, men peger på, at man har nedsat dele af personbeskatningen, og at det så har fået moms og andre afgifter til at stige mere end ventet:

- Det interessante ved den danske skattestruktur er, at trods mange skattereformer og skattelettelser, viser det sig ’ved dagens ende’, at vores skattestruktur er ret uændret. Selv om vi nedsætter skatteindtægter ét sted, så pibler de frem andre steder.

Bo Sandberg sammenligner de større indtægter, trods skattelettelser, med et computerspil, hvor der kommer et egern op af et hul ét sted, som man så slår ned, og der dukker et andet egern op et andet sted.

27/3 2018