Dansk Byggeri roser politikere for ekstra anlægsmillioner
De ekstra 743 mio. kr. til bygge- og anlægsprojekter er kloge investeringer fra politikerne på Københavns Rådhus, mener Dansk Byggeri Hovedstaden
Københavns Kommune har allerede afsat 11,7 milliarder kroner til alt fra nye cykelstier til en ny idrætshal og færdiggørelse af de nye kanalbroer. Nu er Borgerrepræsentationen blevet enige om at ligge 743 millioner kroner ekstra i puljen. Pengene er et overskud fra sidste års regnskab.
- Det er godt at se, at politikerne på den måde prioriterer en vedvarende udvikling af landets hovedstad, så den både bliver bedre at bo i og nemmere at bevæge sig rundt i. De her ekstramidler betyder, at en række projekter nu kan færdiggøres og sikrer, at virksomheder og borgere kan komme hurtigere rundt i stedet for at spilde tid på f.eks. at holde i kø, formand siger Søren Tscherning, Dansk Byggeri Hovedstaden.
Mere beskæftigelse og flere lærerpladser
Formanden noterer sig, at der afsættes flere midler til opførelse af almene boliger. Der er tale om den kommunale garantiforpligtelse på 10 % af anlægssummen.
- Det er fornuftigt, når kommunen eksempelvis afsætter 75 millioner kroner til flere almene boliger, så genererer det en anlægssum på 750 millioner kroner til nye boliger. På den måde kommer der flere tidssvarende boliger, kommunen er med til styrke omsætningen i vores branche, og det betyder, at vi vil se en stigende beskæftigelse og flere lærerpladser til unge, siger Søren Tscherning.
- Vel at mærke, hvis opgaverne udbydes fornuftigt, tilføjer han.
Samlet set skaber Københavns Kommunes investeringer i byggeri- og anlæg næsten 15.000 arbejdspladser frem mod 2017.
- kj