Danskere opdaterer svensk kirke til tidens kravFoto: Drachmann Arkitekter/Jens Lindhe.

Danskere opdaterer svensk kirke til tidens krav

Med restaureringen af Frederikskyrkan i Karlskrona i Sverige sættes en ny standard for modernisering af et kirkerum tilpasset nutidens individualiserede menneske

Med renoveringen af Frederikskyrkan i Karlskrona har danske Drachmann Arkitekter skabt et kirkerum, som er designet til at imødegå den største trussel mod det moderne Nordens kristne trossamfund - tomme kirker.

Bag den nænsomme restaurering af kirken, der er på UNESCO's verdenarvsliste står den danske arkitekt Ole Drachmann, der bl.a. er kendt for genopbygningen af Christiansborgs Slotskirke. Han har løst opgaven sammen med datteren Amalie Drachmann, der sidste år høstede stor ros for renoveringen af PH's Hus i Gentofte. Samtidig har parret nyfortolket kirkerummet, så der vil være mulighed for at søge ind i kirken alle døgnets timer alle årets dage. Det passer også i fin tråd med, at troen i dag for mange er blevet individualiseret og passes ind efter behov.

- Frederikskyrkan har været en fantastisk opgave for os, hvor vi har arbejdet med at udvikle kirken, så den igen trækker og får folk indenfor dørene. Dette mål kræver ikke nødvendigvis en stor og forkromet løsning som i Karlskrona. På baggrund af vores erfaringer vil jeg vove den påstand, at selv ved ganske få og enkle tiltag kan både store som små kirker i Danmark genaktiveres og bruges i langt større omfang end i dag. Det handler om at åbne kirken og gøre den til et sted, hvor både unge og gamle kan komme i uformelle rammer og finde indre ro efter behov. Så nytter det ikke, at kirken er kold, fuld af skimmelsvamp, dårligt indeklima og elendige toiletforhold, som det er tilfældet i mange danske kirker i dag, siger Ole Drachmann.

Fleksible og multifunktionelle rum
Fredrikskyrkan er en reception af 1200-tallets katolske kirkearkitektur, den er opført efter barokkens stilidealer og senere indrettet efter 1900-tallets normer og værdier. Det liv, som leves i dag, er dog markant anderledes. Rent praktisk har den historiske bygning undergået en gennemgribende konservering, som har genforstærket det oprindelige arkitektoniske udtryk. Samtidig er kirkens rum blevet transformeret, så der er skabt fleksible og multifunktionelle rum.

- Man skal ikke blot fjerne kirkebænkene for at gøre det. Det skal altid være en velovervejet vurdering af rummets bærende kultur- og arkitekturhistoriske kvaliteter, hvor de historisk bærende elementer må vejes op imod funktion, siger Ole Drachmann.

Også moderne løsninger er tænkt ind i kirken. Manglende opbevaringsrum er etableret i en 30 m2 stor elevator mellem kirkerummet og krypten placeret midt i korskæringen. Elevatoren kan hæves op og anvendes som scene til korkoncerter og andre kirkelige aktiviteter. Scenens gulv består ydermere af seks korpodier, som individuelt kan justeres i forskellige højder.

Fakta
Bygherre: Svenska Kyrkan
Arkitekt: Drachmann Arkitekter
Type: Restaurering og transformation
År: 2014-2018
Status: Afsluttet
Pris: 110.000.000 SEK
Samarbejde: Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører, Gade & Mortensen Akustik og Studio Daniel Siim

-kj

26/3 2018