Der skal bygges fleretagers træhuse i Danmark
Et InnoBYG-spireprojekt med støtte fra en række virksomheder og organisationer har som mål at opføre et træhøjhus i Danmark
Uden for landets grænser oplever fleretagershuse i træ i disse år en enorm udvikling. Eksempelvis er der netop opført et 14 etagers højhus i træ i Bergen, et 24 etagers træhus er på trapperne i Wien, og i Stockholm er der planer for et 34-etagers træhøjhus.Og nu stiller Teknologisk Institut sig i spidsen for nyt projekt, som skal skabe grundlaget for at kunne opføre et træhøjhus i Danmark. Det skriver træ.dk – Danmarks Træportal.
- Projektet er udsprunget af den bæredygtighedsagenda, der kører nationalt og internationalt, og hvor anvendelsen af træ er i fokus. Vi arbejder i to spor, hvoraf det ene helt konkret er at få skabt fundamentet for at kunne etablere et fleretagershus i træ som et demonstrationsprojekt, og som rækker ud over, hvad der er normal praksis for byggeri i træ i Danmark i dag. I det andet spor vil der blive dykket ned i de tekniske udfordringer, man vil støde på, når der skal bygges træhuse i flere etager, siger projektleder Peder Fynholm, Teknologisk Institut, og tilføjer:
- Projektet løber i et år og vi vil på forskellig vis indsamle input fra alle interessenter, både via interview og workshops rundt omkring i landet.
Solid opbakning
Projektet har allerede, inden det er skudt i gang, mødt stor opbakning blandt en lang række aktører i byggebranchen, fra erhvervsskoler over brancheforeninger til udførende og producenter samt bygherrer. Alle ønsker et træhøjhus opført på dansk grund.
En af de virksomheder, som deltager i projektet, er NCC, og sektionschef, Jens Thamdrup, ser frem til projektarbejdet, som er i fin tråd med NCC’s bæredygtige dagsorden:
- Hos NCC har vi en stærk bæredygtighedsdagsorden, og vi ønsker derfor at undersøge mulighederne for alternative materialer – herunder træ – i de løsninger, vi tilbyder vores kunder. Vi er derfor også med i et projekt som dette for at få flyttet de barrierer, der i dagligdagen begrænser anvendelse af træ i byggeriet, siger Jens Thamdrup.
Internationale erfaringer
Lejerbo deltager også i projektet og projektleder, Charlotte Algreen er glad for at deltage, da projektet netop understøtter Lejerbos vision om at være førende med udviklingen af bæredygtigt byggeri og nye boligformer.
Ligeledes er Rambøll med i projektet:
- Rambølls afdelinger i Sverige, Norge og Storbritannien (UK) har allerede på nuværende tidspunkt stor erfaring med højhusbyggerier i træ og kombinationsløsninger, hvor træ indgår som et væsentligt konstruktionselement. Vores UK kollegaer arbejder lige nu med opførelse af et 10 etages byggeri, som i nær fremtid står færdigt, ligesom vores norske kollegaer har deltaget i det netop færdigbyggede 14 etagers byggeri i Bergen. Vi ønsker at udnytte de erfaringer, som er opsamlet i vores store organisation, til at få sat skub i anvendelse af træ i byggeriet i Danmark, siger senior ingeniør Finn Larsen, Rambøll.
Læs mere på www.trae.dk
-kj