Det nye pandahus i Valby
En kinesisk pandagave blev anledning til ét af Københavns Zoos største og mest krævende byggeprojekter gennem havens 160-årige historie
Pandaanlægget er centralt placeret i Haven og vil fungere som et naturligt omdrejningspunkt for et besøg i Zoo: Området mellem Norman Fosters Elefanthus og Primathuset bliver omdannet til et nyt mødested med pandaanlæg, restaurant og den nye Verdensplads. Pandaanlægget og Verdenspladsen er placeret mellem Zoos Nordiske område, Norman Fosters Elefanthus og Abehuset. Havens gamle træer er blevet bevaret.
Udgangspunktet for byggeriet har været en cirkel. Cirklen samler naturligt de mange anlæg omkring området og leder trafikken omkring og til det nye anlæg, der er centralt placeret i haven. Det karakteristiske mønster i pandaernes pels er i anlægget simplificeret til en Yin & Yang-figur indskrevet i cirklen.
Den cirkulære gangbro omkring anlægget er lagt højt på en dobbeltkrum betonring, der løfter sig og sænker sig omkring anlægget. Under gangbroen findes stalde til pandaerne, restaurant, toiletter og mødelokaler. Al beton er støbt på stedet, og ringens synlige flader er forskallet med bambus, så bambusskoven omkring anlægget fortsætter langt ind i bygningsværkets konstruktion. På yder- og indersiden af ringen er der store glasfacader, som er projekteret i 3D.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 3.
-kj