Det står galt til med el-sikkerheden på byggepladser
På ikke færre end 85 procent af byggepladserne viste der sig at være noget galt med elinstallationerne
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Sikkerhedsstyrelsen foretog sidste år tilsyn med elinstallationerne på 813 byggepladser, opg det står rigtig skidt til.
På ikke færre end 85 procent af byggepladserne viste der sig at være noget galt med elinstallationerne, og på 196 byggepladser var fejlene så alvorlige, at Sikkerhedsstyrelsen har givet påbud om at få lovliggjort installationerne.
Kun på 122 byggepladser var elinstallationerne i orden, mens der på 495 var mindre alvorlige fejl, hvor der blev vejledt om, hvad der skal til for at bringe installationerne i overensstemmelse med reglerne
Jordforbindelsen manglede
Den hyppigste fejl var, at jordforbindelsen ikke var i orden. Nogle steder manglede jordspyddet i installationen, eller det lå oven på jorden. Andre steder var jordforbindelsen udført forkert:
Kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen understreger, at mangler jordforbindelsen, er der stor risiko for stød, hvis der opstår fejl på maskiner, elværktøj eller andet elektrisk udstyr:
- På en byggeplads bliver el-tavler, ledninger og værktøj ofte udsat for en hårdhændet behandling, hvor de nemt får skader, siger han.
Der færdes mange håndværkere på en byggeplads, og han slår fast, at alle skal være opmærksomme på ikke at fjerne jordspyd eller være årsag til andre fejl i elinstallationen.
- Byggeledelsen bør sørge for, at alle de firmaer, der arbejder på byggepladsen, ved hvordan de skal behandle elinstallationen, siger Søren Assenholt Muff.
Ledninger skal beskyttes
Også ledninger var årsag til problemer på mange af de kontrollerede byggepladser:
- Der skal bruges de rigtige typer ledninger, og ledninger skal beskyttes mod skader, når de trækkes tværs over områder med kørende eller gående trafik. Mange steder lå der ubeskyttede ledninger på køre- og gangveje, hvor de risikerede skader fra trafikken på byggepladsen. En beskadiget ledning kan betyde, at el-materiel ikke virker. Men det kan også udgøre en risiko for stød og dermed for personskade, påpeger Søren Assenholt Muff.
Fejl på el- tavler
Også el-tavlerne tegnede sig for flere typer af fejl. Nogle tavler var ikke egnet til anvendelse på byggepladser, der var tavler med revner i kapslingen, eller der manglede helt afdækning.
Nogle tavler havde defekte fejlstrømsafbrydere, der ikke koblede ud så hurtigt, som krævet ved fejl på installationen. Der var stikkontakter, der ikke var fejlbeskyttet af en korrekt fejlstrømsafbryder, og el- tavler, som ikke var mærket korrekt med, hvor sikringsgrupperne hørte til eller hvad den maksimale størrelse på sikringerne var.
- El- tavlerne til byggestrøm er centrale for arbejdet på en byggeplads, og der er rigtigt mange, der tilslutter el- udstyr i dem. Derfor er det ekstra vigtigt, at tavlerne er i orden, siger Søren Assenholt Muff.
Autoriseret eftersyn
Han understreger, at midlertidige elinstallationer, og dermed også eltavler - på byggepladser, efter reglerne skal efterses af en autoriseret elinstallatørvirksomhed mindst hver tredje måned. Hvis der er behov for det, for eksempel hvis kabler eller eltavler er placeret på steder, hvor de risikerer hårdhændet behandling, skal elinstallationen efterses oftere - i nogle situationer dagligt.
FAKTA:
Gode el-råd på byggepladsen
- Elinstallationen skal have et jordspyd, der er banket i jorden, og jordforbindelsen må ikke fjernes.
- Alle firmaer, der færdes på byggepladsen, bør informeres om, at de ikke må flytte jordspyd eller lægge kabler på køre- og gangveje.
- Ledningssystemer skal være egnede til formålet, og ledninger skal beskyttes mod skader ved ophængning eller nedgravning.
- El-tavler skal vedligeholdes og mærkes korrekt, og der må ikke være defekte kapslinger.
- RCD'er (fejlstrømsafbrydere) skal testes, så det sikres, at de virker