DF: Dansk lønniveau skal ikke kunne tvinges ned med EU-krumspring
Dansk Folkeparti vil tøjle EU-Domstolens muligheder for at underkende de danske arbejdsmarkedsregler
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, erkender over for BygTek, at forslaget om at prioritere nationale arbejdsmarkedsregler over de fælles EU-regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, næppe står til at blive vedtaget i en overskuelig fremtid. Det skyldes, at det kræver enstemmighed mellem ALLE 27 EU-lande at ændre Lissabontraktaten:
- I en række domme har EU-Domstolen slået fast, at reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed ”trumfer” reglerne om, at fagforeninger kan foretage kollektive kampskridt for at imødegå, at virksomheder sender arbejdskraft til et andet land og underbyder lønnen, siger Kenneth Kristensen Berth blandt andet.
Stå vagt om den danske model
Ifølge DF’s EU-ordfører går beslutningsforslaget, der skal behandles i Folketingssalen, ud på at forsøge at ”tøjle” EU-Domstolens muligheder for at blande sig i de nationale arbejdsmarkedsmodeller:
- Det er væsentligt at stå vagt om den arbejdsmarkedsmodel, vi har i Danmark, og sørge for, at de løn- og arbejdsvilkår, der er her i landet, er lønninger, man kan leve af. Det skal ikke være lønninger tilpasset lande med andre leveomkostninger. Man skal ikke kunne tvinge lønniveauet i Danmark ned ved at lave alle mulige krumspring. Derfor er det nødvendigt med en lovændring som tilføjelse til Lissabontraktaten, der stækker EU-Domstolen, siger Kenneth Kristensen Berth til BygTek.
Det tager sin tid
Han erkender, at det umiddelbart kan virke lidt politisk blåøjet og i hvert fald vil tage lang tid at forestille sig, at man kan samle alle 27 medlemslande bag et sådant forslag, men siger på den anden side, at den fælles europæiske faglige organisation er enige om en ”social protokol”:
- Problemet er imidlertid, at stadfæstes den sociale protokol, vil det også stadfæste retten for vandrende arbejdstagere at komme til andre EU-lande og gøre krav på offentlige og sociale ydelser i de pågældende lande. Det er et kæmpe stort problem, fordi ydelserne i det danske system er meget bedre end ydelserne andre steder. Derfor må vi finde på noget andet, siger DF’s ordfører.
Et spørgsmål om at give og tage
Lande som blandt andre Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Polen vil umiddelbart aldrig gå med til at forringe de sociale danske ydelser i forhold til den ”vandrende arbejdskraft”, men der mener Kenneth Kristensen Berth, at det kan være et spørgsmål om politiske handler:
- Der er modstridende interesser i EU-systemet, men så handler det om at handle sig frem til en aftale om, at vi eventuelt mod noget andet kan få en accept af nye regler. Det kunne eventuelt være, at man blev enige om i EU ikke at blande sig i de nationale østeuropæiske myndigheders muligheder for at lave regler for, hvilke universiteter, der skal have adgang til tilskud og udnævnelsen af dommere. Politik handler om at indgå forskellige aftaler, hvor man også er lidt imødekommende over for, hvad de østeuropæiske lande kunne ønske sig, slutter Kenneth Kristensen Berth.
Hør hele interviewet med Kenneth Kristensen Berth på nedenstående link