Digebyggeri igen forsinket af klager
Miljø- og Fødevareklagenævnet har stoppet arbejdet med diget i Jyllinge Nordmark, fordi en klage vurderes at have opsættende virkning.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Digearbejdet er ellers af særdeles hastende karakter for beboerne i området, der igen og igen oplever oversvømmelser, som det kræver enorme ressourcer at dæmme op for.
Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet, der er valgt i området, peger på, at det er afgørende, at digearbejdet bliver afsluttet, inden efterårsstormene sætter ind, og at Roskilde Kommune har bedt om, at kun dele af arbejdet påvirkes af den opsættende virkning for klagen.
Det har klagenævnet valgt at se bort fra:
- For hver dag arbejdet ligger stille, vil det give ekstra udgifter for de i forvejen hårdt plagede borgere, skriver Mette Gjerskov til erhvervsminister Rasmus Jarlov og beder ham oplyse, om det er normalt, at hele arbejdet stoppes, og om det er muligt at få dele af arbejdet i gang
Står fast på opsættende virkning
Ministeren slår fast, at Miljø- og Fødevareklagenævnet er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Et enigt Miljø- og Fødevareklagenævn har den 12. april 2019 truffet en afgørelse om at ophæve Roskilde Kommunes afgørelse om VVMtilladelse.
Nævnet henviser i sin afgørelse til, at det ikke på et videnskabeligt’ sikkert grundlag kan udelukkes, at der vil ske yderligere skade på Natura 2000-naturtyperne, og at det følger af habitatdirektivet og EUdomstolens praksis, at der ikke kan ske godkendelse af projekter, hvis der er risiko for skade på et Natura 2000-område.