Domstol i mafialand underkender Arbejdsretten i Danmark
I et svar til Finn Sørensen fra Enhedslisten understreger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, at han ser med stor alvor på at en siciliansk domstol har underkendt en dom ved den danske Arbejdsret
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Finn Sørensen har bedt ministeren redegøre for, på hvilket grundlag en siciliansk domstol har afgjort, at entreprenørfirmaet Solesi ikke behøver at efterleve en dom i den danske arbejdsret, og hvilke konsekvenser det kan få for det danske kollektive overenskomstsystem og for mulighederne for at bekæmpe social dumping?
Ministeren erkender, at den aktuelle sag rejser nogle principielle spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at afgørelser afsagt ved Arbejdsretten respekteres og kan gennemføres i andre EU-lande.
- En effektiv håndhævelse af indgåede overenskomster med udenlandske tjenesteydere er helt central for at sikre ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, lyder det fra beskæftigelsesministeren.
14 millioner kroner i bod
Baggrunden for den aktuelle sag er, at Arbejdsretten d. 8. december 2017 afsagde en dom, hvor en italiensk virksomhed blev dømt til at betale 14 millioner kroner i bod til 3F for brud på den indgåede overenskomst ved at underbetale de ansatte.
Afgørelser afsagt af Arbejdsretten kan fuldbyrdes i andre EU-lande. Da den italienske virksomhed ikke betalte boden, iværksatte 3F inddrivelse af kravet i Italien.
Som modsvar rejste den italienske virksomhed sag ved de italienske domstole med påstand om, at Arbejdsrettens dom ikke kunne anerkendes og fuldbyrdes.
Den italienske domstol på Sicilien har i en dom af 5. december 2018 afvist at anerkende Arbejdsrettens afgørelse med henvisning til, at Arbejdsrettens udmåling af bod er en strafferetlig sanktion, og at udmålingen af boden er i strid med den italienske forfatning.
Strider mod grundlæggende retsprincipper
Domstolen afviser derfor, at fuldbyrde Arbejdsrettens afgørelse og henviser i den forbindelse til bestemmelser i en EU-forordning, som giver mulighed for at afvise anerkendelse af andres landes afgørelser, hvis en afgørelse åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til.
Afgørelsen af 5. december 2018 er anket af 3F, og appelsagen skal herefter prøves indenfor rammerne af det italienske retssystem.
Dialog med arbejdsmarkedets parter
Troels Lund Poulsen oplyser, at der nu er dialog med det danske arbejdsmarkeds parter om, hvordan man både i den konkrete sag og mere generelt bedst muligt varetager danske interesser i forhold til at sikre, at afgørelser afsagt af Arbejdsretten bliver respekteret og kan gennemføres i andre
EU-lande efter de fælles regler herom.
Samtidig vil ministeren invitere arbejdsmarkedets parter til et møde om sagen snarest muligt.