Drænasfalt testes på Motorring 3
Vejdirektoratet tager søndag den 4. august hul på arbejdet med at lægge en ny type asfalt ud på en i alt seks kilometer lang strækning på Motorring 3 i sydgående retning
Af Dan Bjerring
Vejdirektoratet vil teste, om drænasfalt kan være et alternativ til andre typer asfaltbelægninger, når der skal findes løsninger for at reducere trafikstøjen.
Motorring 3 vest om København er med en døgntrafik i hverdagene på over 130.000 biler en af de mest befærdede motorveje i Danmark. Samtidig bor mange mennesker tæt op til motorvejen.
Allerede i begyndelsen af august lægger Vejdirektoratet den første drænasfalt ud på Motorring 3 mellem Slotsherrensvej og Holbækmotorvejen i sydgående retning, og ifølge transportminister Thomas Danielsen (V) virker drænasfalt i retning af akustikplader:
- Hvis forsøget på Motorring 3 viser gode resultater, får vi et nyt værktøj, der kan være med til at reducere støjen, fortæller han.
Kendt fra udlandet
Drænasfalt reducere støjen via de hulrum, der er i asfalten, og der anvendes især i Holland og Tyskland.
Det adskiller sig fra traditionelle typer asfalt ved at have en åben overflade med små hulrum i, som i højere grad kan absorbere lyden fra bilernes dæk til sig.
Som en ’sidegevinst’ kan regnvandet løbe gennem drænasfalten og videre ud til siden. Det giver en bedre og mere behagelig køreoplevelse og minimerer risikoen for akvaplaning.
Der er allerede test af drænasfalt på tre andre strækninger, og i slutningen af 2025 bliver forsøget evalueret for at vurdere, hvordan man udlægger, drifter og vedligeholder drænasfalt på den mest hensigtsmæssige måde.
Opdeles i tre etaper
Arbejdet begynder søndag den 4. august, og hele den seks kilometer lange strækning bliver efter planen færdigasfalteret den 4. oktober.
Da vejarbejde er vejrafhængigt, er der dog altid en risiko for, at det kan blive udskudt eller forsinket på grund af vejrforhold.
Slidlagsarbejdet udføres i aften- og nattetimerne, ligesom arbejdet af samme årsag er opdelt i tre etaper.
På alle tre etaper afvikles trafikken som normalt i dagtimerne på hverdage, men med hastighed nedsat til 80 km/t.