Efterretningstjenesten samler aktiviteter i København
Forsvarsministeriet har bedt Folketingets Finansudvalg om tilladelse til at bruge 52,4 millioner kroner til et pavillonbyggeri på Svanemøllens Kaserne
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Pavillonbygningen skal huse et programkontor, der skal understøtte opførelsen af et permanent domicil til Forsvarets Efterretningstjeneste på Svanemøllens Kaserne. Desuden skal det rumme midlertidige kontorpladser til Forsvarsministeriets ansatte.
Der er tale om en ældre sag, og det skyldesat det pågældende aktstykke først nu er gjort offentligt.
Samlet i ét domicil
Indholdet har været fortroligt af hensyn til statens forhandlingsposition ved udbud og kontrahering af projektet samt sikkerhedsmæssige hensyn under opførelse af domicilbyggeriet.
Forsvarets Efterretningstjenestes aktiviteter i Københavnsområdet skal samles i ét domicil, og projekteringsarbejdet med et bygge- og anlægsprojekt af den type vil typisk kunne ske hos rådgiverne (arkitekter og ingeniører).
Men af hensyn til sikkerheden er der behov for, at projekteringen af det nye domicil foregår på en sikret lokation. Og derfor etableres et fysisk kontor på den kommende byggeplads på Svanemøllens Kaserne, hvor domicilet skal opføres.
Kvadratisk i tre etager
Kontoret fungerer som kontorfacilitet i planlægnings- og projekteringsfasen og efterfølgende under anlægsfasen for det nye domicil. Derudover er der behov for yderligere et antal arbejdspladser for Forsvarsministeriets ansatte.
Samlet set betyder det, at pavillonbygningen forventes opført som en kvadratisk treetagers bygning med et grundareal på cirka 1.100 kvadratmeter omkring en lukket atriumgård.
Det samlede areal for de tre etager bliver derfor cirka 3.300 kvadratmeter.
Bygningen skal rumme kontorarbejdspladser, mødefaciliteter, arkiv, tekøkkener og toiletter.