Aktuelle nyheder - Byggeri

Elever hjælper med renovering af vartegn

Elever hjælper med renovering af vartegn

Sammen med mentorer for store, danske byggevirksomheder dyster godt 100 studerende om at udvikle den bedste løsning til opgradering af Aalborg Taarnet

Del artiklen på

Siden onsdag og til og med i morgen lægger hundrede studerende fra byggeuddannelserne i Nordjylland og ni lokale virksomheder på De Digitale Dage på UCN i fællesskab digitale planer for en renovering og udvidelse af Aalborg-Taarnet, der er et af Aalborgs markante vartegn med restaurant i toppen.

Fire grupper skal dyste om at komme med den bedste løsning, når restaurantkapaciteten skal øges fra de nuværende 65 personer til 100. Med i grupperne sidder rådgivere og entreprenører fra Sweco, MT Højgaard, Cowi, Dansk Boligbyg, Færch & Co., C.F. Møller, AK83 Arkitekter og Richardt Thomsen.

- De Digitale Dage koncentrerer de elementer, vi arbejder med i vores uddannelser til daglig, hvor omdrejningspunktet er gruppearbejdet, den refleksive praksis over en virkelig problemstilling og et tæt samarbejde med de lokale virksomheder, der en dag skal aftage vores studerende, fortæller lektor ved bygningskonstruktøruddannelsen på UCN Søren Bülow Nissen.

Revolution på byggepladsen
De Digitale Dage har eksisteret i ni år og hvert år med det formål at komme med digitale løsninger på en konkret opgave ud fra et højaktuelt tema i det digitale byggeri - i 2018 sættes fokus på Build 4.0.

Begrebet tager afsæt i udtrykket Industri 4.0 også kaldet Den 4. Industrielle Revolution. På De Digitale dage skal de studerende ud over en løsning på den konkrete byggeopgave, der bliver bedømt af en jury med deltagelse af Det Broderlige Skydeselskab, som ejer Aalborg Taarnet, komme med et bud på en definition af begrebet.

- Build 4.0 er et udtryk, man hører oftere og oftere, men ingen har defineret det endnu. På en fabrik betyder det ganske simpelt, at maskiner samarbejder og interagerer uden menneskelig indblanding i et lukket miljø. Men byggebranchen er meget mere kompleks end det, og vi håber, at vi i løbet af disse tre dage kan bidrage til at skabe klarhed og sætte retning for det digitale byggeri i en Build 4.0-ramme, siger Søren Bülow Nissen.

På forkant med udviklingen
En af de virksomheder, der er med til at arrangere De Digitale Dage 2018 er Dolle, som laver trapper. Her har man en automatiseringsgrad, der hedder fem medarbejdere til én robot.

- Derfor er det uhyre vigtigt for os at være på forkant med udviklingen, og der rummer Industri 4.0 meget interessante perspektiver, men det er også et meget løst begreb med få eksisterende showcases, siger it- og produktchef Thorkil Baattrup-Andersen og fortsætter:

- Vi er begyndt at opsamle data fra vores produktion, men næste skridt er at dekode den, så vores systemer for eksempel selv kan forudsige, hvornår en maskine bryder sammen og forhindre det, inden det sker. De Digitale Dage er for os et perfekt laboratorium, hvor vi kan få syn for sagn for, hvilke perspektiver der for en virksomhed som vores ligger i at arbejde med machine-learning og avanceret databehandling.

-kj

Læs mere om Byggeri

5/4 2018