En havnetunnel på langs ad havneløbet kan løse mange københavnske trafikproblemer
Østlig ringvej ’tromler igennem’ et antal fredede kolonihaver, lystbådehavne, Kløvermarken og store fredede arealer på Amager
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det var Claus Larsen-Jensen (S), der som folketingsmedlem i 1998 og valgt på Amager som den første lancerede ideen om en havnetunnel på langs hen ad bunden i Københavns Havn.
Det er tyve år siden, og i disse dage er han ved at færdiggøre en kort periode som suppleant i Folketinget, efter at han er flyttet til Bornholm.
Men han har ikke glemt sin oprindelige idé, og derfor spurgte han for nylig transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, om han er opmærksom på, at en Østlig Ringvej over Amager har en lang række negative konsekvenser.
Ingen trafikreduktion i indre by
Claus Larsen-Jensen peger blandt andet på, at det alene bliver alene en omfartsvej, som helt udelukker muligheden for at skabe den trafikreduktion i indre by, på Christianshavn og Kalvebod Brygge, som den langsgående tunnel ville give mulighed for.
Han nævner også, at den østlige ringvej skal ’tromle igennem’ et antal fredede kolonihaver,
lystbådehavne, Kløvermarken og store fredede arealer på Amager:
- Det vil rejse en massiv folkelig modstand, der vil overgå de protester, som et mindre byggeri på fælleden medførte op til kommunevalget i 2017, siger Claus Larsen-Jensen, der ikke mindst peger på, at den østlige ringvej vil være 40 procent længere end en langsgående tunnel og dermed markant dyrere.
Strategisk analyse
Ole Birk Olesen (LA) henviser til den strategiske analyse angående forskellige linieføringer, herunder en langsgående havnetunnel, blev sammenlignet og ’fagligt vurderet i forhold til bygbarhed, trafik, miljø, byudvikling og pris’.
Konklusionen af linjeføringsanalysen, der blev udarbejdet af Rambøll, var, at den mest hensigtsmæssige, overordnede linjeføring for en østlig ringvej er en tunnel fra Nordhavn via Amager til Amager Motorvejen.
Det er også den model, som et flertal i Folketinget har peget på – tunnel via Nordhavn til Refshaleøen og derfra videre til Kløvermarken, Amagerbro og Islands Brygge frem til udfletningen ved Sjællandsbroen.
- Det agter jeg ikke at ændre på, lyder svaret fra ministeren.
Ideen om kloakrøret
Men Claus Larsen-Jensen siger til BygTek, at den valgte linieføring ikke løser de trafikproblemer, der reelt plager København:
- Derfor kom ideen om ’kloakrøret’, en fast forbindelse under havnen på langs i havneløbet. Det giver mulighed for at fredeliggøre store dele af indre by og Amager. I stedet har man valgt en løsning, der snyder københavnerne for den rigtige løsning. Man får hverken aflastet indre by, Christianshavn eller Kalvebod Brygge. Transportministeriet erkender selv, at det er en statslig ringvej, der ikke løser Københavns egentlige trafikale problemer. Man er ved at begå en historisk fejltagelse. En tunnel på langs ad havnen i et rør vil dels spare for mange problemer under anlægsfasen med transport af eksempel jord og materialer og dels være både kortere og billigere end den valgte løsning, siger Claus Larsen-Jensen.
Storm af protester
Han noterer, at en tunnel, som han foreslår, både vil fjerne 26.000 biler daglig ad Torvegade hen over Christianshavn og vil aflaste andre væsentlige trafikårer i hovedstaden.
- I stedet vil man høvle igennem et par sejlklubber, gennem fredede kolonihaver, hen over Kløvermarken, hvor man måtte droppe et stort byggeprojekt, fordi det skabte en storm af protester på Amager. Derfra skal man gennem fredede arealer på Amager Fælled og den gamle losseplads. Man kommer til at skabe et stort trafikalt ar i København. Hvis man vil opnå noget positivt for både klima og de folk, der bor i byen, er ’kloakrøret’ den rigtige løsning. Jeg tror faktisk, at den nye Østre Ringvej aldrig bliver gennemført, fordi den løber ind i store problemer undervejs med masser af ballade fra borgerne på Amager, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem.
Det rene vand i havnen
Han erkender, at København ikke mindst internationalt i en del år har markedsført sig med det rene vand i havnen, hvor man ligefrem kan bade, og at nedgravning af en tunnel muligvis vil kunne påvirke vandkvaliteten i en overgangsperiode:
- Jeg kan ikke forestille mig, at man ikke teknisk vil kunne løse det. Man kan selvfølgelig planlægge et sådant byggeri, så man ikke generer havnebadet og andre aktiviteter i havnen mere end allerhøjest nødvendigt. Rambøll har lavet rapporter, der viser, at en tunnel på langs i havnen er teknisk mulig, siger Claus Jensen.
Uforskammet svar fra ministeren
Han siger til BygTek, at han oplever et transportministerium, som ensidigt vælger den østlige ringvej:
- Ministeren er tilsyneladende ligeglad med andre muligheder. Alle fordelene ved den langsgående løsning hindres for evigt, hvis man vælger den østlige linieføring. Jeg har spurgt ministeren om det og har fået et uforskammet svar tilbage, hvor han bare henviser til en rapport uden at svare på mine spørgsmål. Det er udtryk for en ekstrem arrogance og mangel på respekt, hvor han overhovedet ikke forholder sig til substansen, slutter Claus Larsen-Jensen.