Endelig trykkede Løkke på valgknappen
Danskerne skal til folketingsvalg Grundlovsdag onsdag den 5. juni
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen mandag ikke udskrev folketingsvalg, vidste alle, at det ikke ville blive dobbeltvalg den 26. maj.
Derfor kom det overraskende, at han allerede tirsdag valgte at trykke på valgknappen til folketingsvalg onsdag den 5. juni.
Og måske alligevel meget smart, for Socialdemokratiets formand havde meldt afbud til en TV-duel tirsdag aften på grund af sygdom, og dermed får hun vanskeligt ved at være meget aktiv på tv-stationerne tirsdag, da hendes sygdom næppe kureres så hurtigt.
Skulle det vise sig, at hun alligevel bliver meget hurtig rask, vil Venstre uden tvivl beskylde hende for ikke at turde møde Lars Løkke Rasmussen i den nævnte TV-duel.
Med valgets udskrivelse bliver det nu spændende at se, hvilke temaer, der bliver i fokus. Detr er næppe tvivl om, at udlændingepolitikken får en meget fremtrædende plads med fremkomsten af det nye parti, men hvad med klimapolitikken, arbejdsmarkedet, pensioner og andre væsentlige emner?
Det vil de kommende godt fire uger vise, og mange EU-kandidater vil nok skulle grave meget dybt for at skabe nogen særlig interesse for deres valg den 26. maj.