Enemærke & Petersen efter stærkt 2021: 'Har mod på mere'Troels Aggersbo har kun været direktør siden 1. februar, hvor han tog over for Henrik Mielke, der drog videre til MT Højgaard Holding.

Enemærke & Petersen efter stærkt 2021: 'Har mod på mere'

For Ringsted-entreprenøren har 2021 været et yderst tilfredsstillende år med fremgang i både omsætning, overskud og ordrebeholdning

Der er glæde over hele linjen i Enemærke & Petersens hovedkvarter i Ringsted:

- Vi er stolte over at kunne præsentere et virkeligt flot regnskab for moderselskabet Enemærke & Petersen i 2021. Det har især stor betydning for mig, at vi står med den hidtil største ordrebeholdning i Enemærke & Petersens historie på 4.397 mia. kr. - det er et spring på 741 millioner siden sidste år, fortæller Enemærke & Petersens nye adm. direktør, Troels Aggersbo om tallene for 2021. 

Baggrunden for den betydelige stigning i ordrebeholdningen findes i en tendens i byggebranchen.

- I de sidste fem år er det interessebaserede samarbejde for alvor kommet på dagsordenen. og vi har været med på den agenda fra starten. Vores tre strategiske partnerskaber og en række IPD-inspirerede samarbejder fylder godt op i vores ordrebeholdning og fortæller os igen, at når vi satser på at udvikle bedre samarbejder, så opnår vi også økonomiske fordele.

Overgik forventningerne
Troels Aggersbo står med et regnskab hvor overskudsgraden (EBIT-margin) i 2020 var på 4,7 og her i 2021 er oppe på 5,5. Omsætningen er steget fra 2.047 mia. i 2020 til 2.314 mia. i 2021. 

- Tallene giver en stærk indikation om, at vi står med en sund og velfungerende organisation, hvor alle medarbejdere virkeligt gør en flot indsats hver dag. For et år siden lagde vi en forventning til overskudsgraden for 2021 på ca. 4,7 og er derfor meget stolte over, hvordan organisationen har præsteret, når vi når helt op på 5,5, siger Troels Aggersbo.

De pæne tal er en klar motivation for den nye direktør, som tiltrådte 1. februar 2022:

- Med de her tal følger vi vores strategi 2025 og vækster som planlagt. Jeg oplever at stå i spidsen for en organisation med et solidt fundament og en stærk kapacitet med kompetente medarbejdere – vi har mod på mere, så det går vi naturligvis efter, siger han.

-dc

3/3 2022