Energigigant hjælper fremtidens smede og elektrikere godt i gang
Energiselskabet Andel har oprettet et såkaldt 2030-legat, der giver elever på sjællandske erhvervsskoler 2030 kroner før skat i op til et år
Af Daniel Christensen
Hvis man er mellem 16 og 25 år og flyttet hjemmefra, bor i Region Sjælland og går på en af de tekniske uddannelser, kan man sikre sig over 2000 kr. ekstra om måneden i op til et år.
Energiselskabet Andel tilbyder nemlig et legat på 2030 kroner før skat i op til 12 måneder til elever på en af følgende erhvervsskoler:
CELF
EUC Sjælland
Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser
Roskilde Tekniske Skole
ZBC
Det eneste, det kræver for at få fingre i 2030-legatet, er, at man er optaget på grundforløb 2 eller hovedforløbet på en af disse uddannelser:
Automatik- og procesuddannelsen
Elektriker
Industritekniker
Procesoperatør
Smed
Vvs-energiuddannelsen
- Andel uddeler 2030-legatet, fordi der helt akut mangler faglærte til den grønne omstilling. Vi skal bruge mange flere smede, elektrikere, procesoperatører mm, hvis vi skal lykkes med at omstille energisystemet, frigøre os fra fossile brændsler og reducere CO2-udledningen. Så det er en hjælp til elever på relevante faglige uddannelser i regionen, siger kommunikationsdirektør, Rikke Harbo Trikker.
Legatet hedder, som det gør, fordi det spiller på de nationale klimamål for 2030. Og så er beløbet på 2030 kr. før skat.
Legatet udbetales i op til 12 måneder – seks måneder på grundforløb 2 og de første seks måneder af lærepladsen på hovedforløbet. Hvis man ønsker at få udbetalt legatet for begge forløb, så må der maks. gå et år, fra man har afsluttet grundforløb 2, til man starter på læreplads på dit hovedforløb.
Det er en betingelse for at få udbetalt legatet under hovedforløbet, at man har en læreplads. Har man ikke en læreplads, når man begynder på hovedforløbet, eller hvis man mister sin læreplads, så vil udbetalingen af legatet blive sat i bero, indtil man får en læreplads.
Man kan ikke overføre restbeløb
Legatet trådte i kraft 1. januar 2023. Det betyder, at man kan søge legatet efter 1. januar 2023, hvis man er optaget på grundforløb 2 med start i januar 2023 eller senere. Man kan ikke søge legatet, hvis man er startet på grundforløb 2 eller hovedforløb inden 1. januar 2023.
Man får udbetalt legatet første gang i den måned, hvor forløbet starter. Hvis man allerede er begyndt på grundforløb 2 eller læreplads på hovedforløb, så vil man første gang få udbetalt legatet i måneden efter, at ansøgningen er blevet godkendt.
- Vi håber meget, at legatet vil stimulere unge til at søge ind på en faglig uddannelse på erhvervsskoler i vores region. Og at det kan være med til at fastholde unge i uddannelserne, fordi de forhåbentlig kan skære lidt ned på studiejob, som mange jo er nødt til at have, siger Rikke Harbo Trikker.
Hvis man allerede er begyndt på sit forløb, når ansøgningen bliver godkendt, og der er kortere tid end seks måneder tilbage af forløbet, vil man kun få udbetalt legatet i den tid, der er tilbage. Hvis man fylder 26 år, så er den måned, hvor man har fødselsdag, den sidste måned, hvor man vil få udbetalt legatet, uanset hvor langt man er i uddannelsen.
Det er værd at bemærke, at selvom man evt. ikke får udbetalt legatet i alle 6 måneder af grundforløb 2, så kan man ikke overføre ’restperioden’ til hovedforløbet. Er man i Ny-mesterlære eller følger praktikvejen, kan man få legatet i 12 sammenhængende måneder, fra oplæringen starter.
For at få legatet skal man udfylde en formular på Andels hjemmeside. Her kan man også læse meget mere om legatet. Opfylder man de nævnte betingelser, får man besked, når ansøgningen er blevet godkendt, og man vil herefter begynde at modtage legatet. Den forventede sagsbehandlingstid er ca. 10 dage, fra Andel har modtaget ansøgningen.
Foreløbig er det muligt at søge legatet frem til december 2025.